19 / 211
Den falske friherre
lieh fremlagde deres skriftlige anklage, dateret København den
3 1
.
januar
1 6 0 3
, der konkluderede, at Andreas Holt burde have forbrudt
»Ehre und Glimpfe,65 Leib und Leben.« Endvidere blev fremlagt de 6
adelige kommissærers dom af
2 5
. januar
1 6 0 3
.
Da Jürgen von Wolfframsdorf krævede livsstraf, ønskede rådstue
retten imidlertid, forinden videre foretoges, at se hans fuldmagt og
instruks samt de breve og andre bevisligheder, hvorpå han grundede
sin påstand. Disse dokumenter havde von Wolfframsdorf ikke ved
hånden, idet en del dokumenter stadig lå på Københavns slot - hvor
de havde været fremlagt under sagens foretagelse dér den
2 4
. januar
1 6 0 3
- og en del lå hjemme i hans logi. Sagen blev derfor atter udsat,
men »kort efter« fik rådstueretten tilstillet de dokumenter, der havde
været forelagt de 6 kommissærer, herunder bl. a. grevinde Ebba Lil-
liehööks fuldmagt af
1 0
. januar
1 6 0 3
.
Sagen foretoges da igen den
7
. februar. Jürgen von Wolfframsdorf
gentog sin påstand og begærede dom. Han blev af rådstueretten
spurgt, om han havde yderligere breve vedrørende sagen, hvilket han
benægtede, men tilføjede dog, at han fra grevinde Ebba Lilliehöök nu
havde modtaget to breve, det ene på tysk og det andet på svensk, men
begge af samme indhold. Det svenske brev havde han overladt
Andreas Holt, det tyske havde han udlånt til en adelsfrue - der for
mentlig har skullet virke for at fremme grevinde Ebbas planer. I dette
brev havde grevinde Ebba meddelt ham, »at dersom han kan fange
hendes datterdatter med sig tilbage udi Sverige, og Anders Holt vil
lade hende følge hvis klenodie beholden er,66 og drage sin vej fra
hende, da må han lade hannem passere.« Endvidere fremlagdes en
erklæring, som Brigitta Grip - der nu ikke længere kaldte sig friherre-
inde, men: Brigitta Holdin, geborne Freyin zu Weiris und Dorne67 -
havde skrevet, dateret København den
2 8
. januar
1 6 0 3
, og som var
medunderskrevet af Jürgen von Wolfframsdorf. Heri udtalte hun, at
da hendes elskede ægtefælle (mein hertzlibste Ehegenoss) nu nøjagtigt
havde ført bevis for sit ærlige og kristelige navn og stand, så lovede
hun ham påny, hvad hun tidligere for Guds åsyn havde lovet i den
hellige kristne kirke, at følge ham, »Gutt vnd Blutt bey ihm dar zu
setzen«, og at leve med ham tro og kristeligt i lyst og nød, som det søm
mede sig en ærlig frue, og aldrig forlade ham. Hun oplyste tillige i
erklæringen, at hun nu var »mitt Leibs Frucht von Gott gesegnet.«68
17