![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0094.jpg)
Klam Pedersen
ham, og han fik overdraget at opføre hovedbygningen på Tietgens
landejendom, Strødam, men det hjalp ikke.
Meldahl havde allerede på et tidligt tidspunkt meddelt Tietgen, at
han ikke kunne anbefale Zwingmanns projekt, men først da det blev
helt klart, at Zwingmann ikke magtede opgaven, overdrog Tietgen
ledelsen af projektet til Meldahl. »Der var altså ikke andet at gøre end
at overdrage den hele ledelse til kammerherre Meldahl, som forøvrigt
havde forudsagt, at Zwingmann ville gå i stykker på opgavens løsning,
og jeg har ikke et øjeblik haft grund til at fortryde denne beslutning,«
skriver Tietgen selv om sin beslutning
.38
Meldahl stillede dog en betingelse, som han krævede Tietgen be
kræftede skriftligt, før han påtog sig opgaven. Kravet var, at han
alene skulle have ledelsen af byggeriet, og alle skulle rette sig efter
hans ordrer. Tietgen bekræftede dette skriftligt den
6
. februar 1876,
og dermed var Meldahls tilknytning til kirkebyggeriet fastlagt
.39
Meldahl havde allerede i 1842 arbejdet med ruinen. Som lærling
var han med til at opmåle marmorblokkene på pladsen, og senere
havde han ofte tænkt på kirkens eventuelle fuldførelse. Han havde
også på et tidligt tidspunkt sat sig nøje ind i de oprindelige planer for
kirkeprojektet, så da det endelig lykkedes ham at få ledelsen af det,
tog det ham ikke lang tid at få selve kirkeprojektet færdigt. Langt van
skeligere var det med den øvrige bebyggelse på pladsen. Hans opgave
var her at indrette huse, det var muligt at sælge i mindre matrikel
numre. Vigtigst var det dog, at der skulle tages hensyn til, at salget af
grundene skulle skaffe Tietgen en indtægt, der kunne hjælpe med til
finansieringen af kirkebyggeriet
.40
Tietgens egen finansiering af byggeriet
Tietgens plan om at bygge fornemme huse omkring kirken og derefter
sælge dem for at få penge til kirkebyggeriet var af ældre dato. Alle
rede i 1872, to år før han købte kirkepladsen, havde Tietgen en brev
veksling med direktør Bille, Det kjøbenhavnske Byggeselskab, om
nødvendigheden af, at selskabet sikrede sig de nødvendige grunde om
kring kirkepladsen. Selv om der var tale om planer for byggeselskabet,
var Bille enig med Tietgen i, at planerne skulle holdes strengt fortro
ligt mellem de to
.41
I midten af 1873 mindede Bille Tietgen om, at
tiden var velegnet til køb af huse omkring pladsen. Han havde gennem
92