63 / 148
Dampsprøjten kommer!
Brandvæsenet
Københavns håbløst forældede brand
væsen fungerede stort set uændret til
midten af 1800-tallet. Et af brand
væsenets svagheder var måden, hvor
på der blev alarmeret. Fra ilden blev
opdaget, til brandmandskabet var
klar til slukningsarbejdet, gik kost
bare timer tabt. Brandmændenes ar
bejde måtte derfor i alt for mange
tilfælde begrænse sig til at forhin
dre ilden i at brede sig til nabobyg
ningerne - og lade selve den byg
ning, hvor ilden var brudt ud, bræn
de ned.
De mange personer inden for
brandvæsenet, stadens styre og mili
tæret, der først skulle alarmeres var
i sig selv en langsommelig og tid
røvende historie; men endnu værre
var det, hvis materiellet var i uor
den.
I 1852 fortælles det, hvordan
f.eks. Petri Kirkes sprøjte rykker ud
i tilfælde af brand: » ... langt om
længe kommer en mand, som venter,
til en anden kommer med nøglen til
sprøjtehuset; omsider er det den ret
te nøgle, og den gamle, rustne lås
giver efter - porten åbnes. Man ven
ter til de øvrige brandfolk er kommet,
og får så den tunge sprøjte ud på
gaden. Først nu er man så vidt, at
brandfolkene kan spænde sig selv
foran sprøjten og trække den til
ildebrandsstedet«.
Om sprøjten så duede, om slan
gerne var i orden - og om man i det
hele taget kunne skaffe vand, var de
næste problemer, man stod overfor,
når sprøjten var kommet frem.
Årsagen til brandvæsenets util
strækkelighed var først og frem
mest, at det byggede på et brand
korps, der delvis var frivilligt, og i
øvrigt dårligt betalt. Derfor blev de
59