94 / 148
af den plads, stoffet får i presse, ra
dio og fjernsyn. Men således har det
ikke altid været.
Man dyrkede i sin tid sport først og
fremmest for sundhedens og for
nøjelsens skyld. Det gjaldt f. eks.
gymnastik, rosport og skøjteløb.
Overklassen dyrkede desuden rid
ning, fægtning, tennis og golf, men
konkurrencemomentet var ganske
trængt i baggrunden. I disse kredse
fandt man konkurrencesport
vulgær,
og de mennesker, der trænede i deres
sportsgrene for at opnå resultater, så
man ned på.
Gymnastik
vandt indpas i skoler
ne, og en ung løjtnant, I. P. Muller,
arbejdede for at skabe interesse for
idræt. Det lykkedes, og i 1896 kunne
man stifte
Dansk Idrætsforbund.
Skøjteløb
var en meget populær
sport, udelukkende dyrket for motio
nens og fornøjelsens skyld. Både
børn og voksne løb på skøjter. Ud
giften var beskeden. De billigste
skøjter kostede kun kr. 1,50, og man
løb i sit almindelige tøj. Det var ret
upraktisk for damerne, hvis fodlange
kjoler må have været ubehagelige at
løbe i. Det skete naturligvis, at også
90
damer faldt på den glatte is, men de
blev straks hjulpet på benene af ga
lante herrer, der måske fik den fry-
defulde oplevelse at se en dames fod
og lidt af smalbenet, inden kjolen
blev trukket anstændigt ned!
Det finere borgerskab fra Bred
gade-kvarteret holdt til som en slut
tet kreds på Kastelsgraven. Her var
isen så fornem, at man kaldte den
vanilleisen.
løvrigt kunne man løbe på Sorte
dams- og Peblingesøen, i Stadsgraven
ved Tivoli og på kanalerne i Frede
riksberg Have.
Svømning
blev også dyrket for for
nøjelsens skyld. Tidens anstændig-
hedsfølelse fordrede dog, at især da
mer var særdeles påklædte, når de gik
i vandet fra åben strand. På badean
stalterne kunne man dog, solidt skær
met af sejldugsforhæng og træskille
vægge, bade uden tøj.
Cyklesport
udviklede sig hurtigt
til konkurrencesport på internatio
nalt plan. I 1882 blev der arrangeret
et offentligt cyklevæddeløb i Tivoli,
men det var på de høje
ordinarys,
som også blev kaldt »væltepetere«.
Dansk Bicycle Club
åbnede sin