115 / 423
111
Gravens Plads og Anlæg, at erlægge i Naturalier eller Penge.
Knud I bød endog, at Gaven skulde erlægges, saa snart Graven
var gravet;38) men selv de frommeste blandt Kirkens Børn vilde
intet lade sig paatvinge, og det varede længe, inden Dødsgaven
erkendtes som en Pligt for de efterladte. Følgen blev en broget
Forvirring i alle K irkens Lande — et Kirkemøde i Rouen 1223
truede de genstridige med Kirkens Straf,39) et andet i Valencia
1258 lod Erlæggelsen af Dødsgaven vente til efter Begravelsen,40)
og et engelsk Kirkemøde i 1287 klagede over, at i nogle Sogne
betaltes Dødsofret, i andre ikke. Det engelske Kirkemøde ind
skærpede derfor de troende at rette sig efter Offerskikken, hvor
den længst var gængs — ogsaa hvor den ikke var det, at den døde
dog maatte faa Fred i sin Grav; men naar man støttede dette Paa-
bud paa den Teori, at Dødsofret kun var den Tiende, som den
døde var K irken skyldig, viser det, at Gavens oprindelige Frivil
lighed var gaaet i Glemme.41) Udviklingen endte da med at fast-
slaa, at Dødsofret tilkom den dødes Sognepræst42) — hvad enten
den døde blev begravet i Sognet eller ej.43) Det blev endog for
budt Klostrene at overtale de troende til at lade sig begrave i Klo
sterjord — for ad den Vej at faa Dødsofrene.44)
Ingen Kirkelov formente dog den troende Retten til at lade
sig jorde paa hvilket Sted, han eller hun selv vilde; den Frihed
havde Romerretten hjemlet enhver, og den kanoniske Lov gav den
døde samme Ret.45) Men de enkelte Landes Kirker søgte dog at
indskrænke denne frie Bestemmelsesret — Kirkemødet i Trier 895
havde krævet, at den døde skulde jordes ved den Kirke, til hvilken
han havde ydet Tiende,46) andre Bestemmelser søgte at henvise
Graven til den Kirke, hvor den døde i Live havde søgt Alterets
Sakramente.47) Den store K irkeretslærer Ærkebiskop Hincmar af
Rheims, hvis Lovsamling blev Kirkens gældende Ret i Aarhundre-
der, tillagde Sognepræsterne Retten til at bestemme den dødes sidste
Plads.48) Al Retspraksis syntes flydende, hvad Gravens Sted angik
men Legemet skulde jordes udelt. Kirken forbød Begravelsen
af enkelte Legemsdele paa hver sit Sted; kun Hovedets Hvilested