114 / 423
110
lagdes Liget paa sit sidste Leje, og Præsten foretog da Jordpaa-
kastelsen efter Kirkens — fra Hedenskabet — arvede Ritus:
Af Jord haver du skabt mig.
Kød og Blod haver du iført mig.
O min Genløser, opvæk mig paa den yderste Dag.28)
Korsets Tegn fredlyste Dødens Bo, drog Graven ind i Kirkens
Varetægt — med mindre den døde havde fo rb rud t sig mod K ir
kens Tugt, thi da var den viede Grav den formastelige forment.
Gang paa Gang slog Middelalderens Kirke fast, at Kættere, Skis
matikere og Bandlyste ikke maatte jordes efter K irkens Skik, end
sige gravsættes i viet Jo rd ;29) men var det trods alt sket, skulde
Liget graves op igen og forvises fra Kirkens G rund .30) Den haarde
Dom ramte tilmed enhver, der var død under en Dødssynd, saasom
Ægteskabsbrud, Hor eller Røveri; ja endog den, der var faldet i
en Turnering og død uden gejstlig Bistand, var hjemfalden til
denne ukristelige Straf.31) Hvis de fordømte havde angret paa det
sidste, kunde K irken dog forbarme sig over dem og unde dem en
kristen Jo rdefæ rd32) — ellers blev de jordet paa Retterstedet.
Selv de, der brat gik bort under lovlig Idræ t, nægtedes til Tider
Kirkens festlige Jordefæ rd under Salmesang og Bøn33) — de jor-
dedes i Stilhed, dog i viet Jord. I Forhold hertil er det næsten
forstaaeligt, at døde Barselkoner og myrdede ikke maatte føres ind
i Kirken, paa det at den ikke skulde blive besmittet derved34) —
thi efter Kirkens Lære var de gaaet urene ind i Døden.
Jordefærden blev da Kirkens Magt undergiven, kun dens Tje
nere maatte forrette den hellige Handling — under tvingende Nød
kunde Lægfolk dog træde i Klerkes Sted.35) Præstens Pligt var
det at sørge for hans Sognebørns sømmelige Ligfærd og at fore
bygge al Uskikkelighed36) — men det var ham forbud t at tage sig
betalt derfor. Kirkebud paa R irkebud indskærpede, at denne
kristne Kærlighedsgerning ikke maatte gøres for Penge, end ikke
for Gaver3') — Praksis blev dog en anden, stik modsat. De troen
des Dødsgaver blev til en Pligt, et Krav paa Godtgørelse for