LigbrændingensHistorieDanmark

var den dødes rette Leje.49) Det var tillad t at føre Liget til dets

Hjemsted,50) men da det under Korstogene blev Skik at koge

Kødet fra den dødes Knogler for lettere at kunne føre den døde

Korsfarers Lig hjem, skred K irken ind — Pave Bonifacius VIII

forbød 1300 dette Barbari og truede Overtrædelser med Kirkens

Band.51)

Trods al Strid om Kirkens Magt og Ret over den døde stod dens

Gravskik dog nogenledes fast; dens Ritus var ens over hele Kri

stenheden — om Gravens Plads

eller

ved

K irken kunde der staa

aarhundredlang Strid; men selve dens Anlæggelse fæstnede sig i

Former, som, i det mindste i Norden, holdt sig i Aarhundreder,

hvad enten Graven lagdes under Kirkegulvet eller under Kirke-

gaardens Grønsvær.

Medens senere Tiders K isteformer h a r vekslet stærkt, har

Middelalderens Gravform ligget yderst fast, endog i Materialets

Art. Mærkeligt nok synes Trækister at have været lidet brugt,

uagtet Materialet maa have været det lettest tilgængelige i Middel

alderens skovrige Norden. Hos Frankerne h a r Trækisterne —

»off« eller »noff« — været saa almindelige, at de omtales i den sa-

liske Lov,a2) og Gregor af Tours sukker over, at Dødeligheden i Cler-

mont under den store Pest, som ramte Auvergne i 571, var saa

stor, at man var nødt til at begrave ind til ti døde i samme Grav,

fordi Træ- eller Stenkisterne slap op,53) Men he r i Norden synes

Stenkisterne ganske at have fortrængt Trækisterne; mens Sten

kisterne er fundet i Hundredevis, er Trækisterne yderst faa, endog

langt færre end de fattiges Begravelser uden Kiste.54)

Stenkisterne stammede fra Oldtidens hedenske Sarkofager,

men var langt enklere i Form og Udsmykning; de ældste Former

har været meget store; hele Ligskrin paa halvtredie Meters Længde

— ved den Tid, Kristendommen naaede Norden, svandt Størrelsen

dog ind til højst et Pa r Meter; tilmed smalnedes Kisten af mod

Fodenden, samtidig med at der udsparredes et Rum til Hovedet.

Denne Sydens gamle Skik kom med Kristendommens Sejr i Norden

ind i Nordens Grave; her ha r den i det mindste været gængs siden

112