LigbrændingensHistorieDanmark

125

at faa Lov til at lægge under Kirkegulvet; men ingen vilde jordes

herude, hvis der var Raad til en Kirkegrav — kun de fattige lod sig

nøje med et Hvilested udenfor Gudshusets Mure.2) Og dog var

Kirkegaarden fu ld t saa viet Jord som Kirkegulvet.

Længe inden Kristendommen naaede til Norden var Kirke-

gaardene blevet Dødens Forgaarde til Kirkerne — men de døde

lagdes helst ved K irkens Tærskel. I det 7. Aarhundredes Franker

rige jordedes de fornemme døde paa den lille Plads Atriet eller

Parvis — Paradisus — Paradiset — foran Kirkedøren;3) fra denne

Hædersplads bredte Gravene sig langs Kirkens Mure, indtil Kirken

sluttedes ganske inde. Alle troende havde Ret til at hvile paa den

sluttede Gravplads,4) som med Oldkirkens Ord kaldtes coemiterium

— Dødens Sovested — , men som Germanerne kaldte endnu smuk

kere for Guds Ager.5) Men hvor gik Agerens Skel? Nogle holdt

paa, at K irkegaarden gik saa vidt, som Bispen havde vandret om

Kirken, da han indviede den ;6) men andre holdt paa et fast Maal:

tredive Skridt fra Kirkens Mur.7) Om store Flader har der næppe

været Tale; naar man ud fra vore Landsbykirkegaardes middel

alderlige Kirkegaardsmures ofte store Omfang har ment, at Kirke-

gaardene har været rundeligt udlagte,8) maa dette alene regnes at

gælde for den senere Middelalder.

Hvor stor eller lille Kirkegaarden har været, er den stedse ble

vet særligt indviet, for at den ikke fremdeles skulde yde Ly til

urene Aander, medens de døde hvilede trygt i Forventningen om

Opstandelsens Dag.9) F ra den tidligste Middelalder har den ka

tolske Kirke brugt at indvie sine Kirkegaarde ved en særlig Guds

tjeneste: consecrado cymiterii, og dens nugældende Ritus er, med

faa Ændringer, ogsaa Middelalderens. Forinden Messen begyndte,

var der rejst fem Trækors paa Kirkegaarden — et i Pladsens

Midte, de fire andre i hver sit Verdenshjørne, i højtidsfuld Pro

cession kom Egnens Bisp da vandrende fra Kirken, mens Litaniets

til Indvielsen brugte Paakaldelser blev sunget ud over den Jord,

som Bispen nu skulde indvie. Vievandet signedes, inden Bispen

vandrede Grunden rund t og stænkede Vievandet overalt

til Aan