13 / 423
LIGBRÆND INGEN I DANMARK I OLDTIDEN
INDTIL AAR 1000 e. Kr.
Af Inspektør ved Nationalmuseet
Hans Kjær.
F
orholdet til de Døde har til næsten alle Tider været et
Hovedproblem for de efterlevende og har til Tider ført til
tragiske Konflikter, bevæget som det er væsentlig ud fra to Poler,
den ene
Pieteten,
den anden en mere eller mindre bestemt
Frygt
for den Dødes Hævn, hvis Pligterne ikke opfyldes paa rette Vis,
i de vekslende Tider med snart den ene, snart den anden af disse
Følelser stærkest betonet. Selv paa simple Kulturstadier opfattes
dette Forhold paa mangfoldigt forskellig Vis, hvorved er opstaaet
en uendelig Variation af Formler, under hvilke de efterlevende
fører den Døde til det Sted, hvor Forkrænkelighedens Værk fu ld
byrdes, og ligesaa til en stadigt vekslende Skiften i de Sædvaner,
hvorved man gennem en kortere eller længere Periode vedlige
holder en vis Forbindelse med de bortgangne. Man behøver blot
at tænke paa saa vidt forskellige Former for selve Henlæggelsen
som Australiernes Anbringelse af den Døde i Træer, det gamle
Ægyptens og de sydamerikanske Indianeres vidt forskellige Art
af Mumificering, Parsernes Henlæggelse i »Tavshedens Taarne« til
Rov for Fugle, eller Forasiens almindelige Gravlægning i K lippe
huler. Ogsaa Formerne for den efterfølgende Vedligeholdelse af
Forbindelsen med den afdøde er underkastet de største Svingnin
ger. Meget ofte findes forskellige Tiders Sædvaner fastholdte sam
tidigt, selv om de ældre Skikke ikke længere kan begrundes ud
fra nye Forestillinger. Der er ikke noget Omraade, hvor Mennesker
i saa høj Grad føler sig bundne af Fortidens Brug, og det er vel