14 / 423
10
værd at have for Øje, at Skiften eller Fastholden ved det gamle
ikke altid begrundes ud fra Religionsskifte. Det er meget dybt lig
gende Grundstemninger, der udløses gennem Gravskikke, og der
med følger, at disse Sædvaner overordentlig ofte bringer Bud om
menneskeligt Ku lturliv paa vidt forskellige Omraader, ogsaa
materielt.
Paa europæisk Grund er Gravskikken mere ensrettet, med de
tvende Hovedformer,
Legems-Gravlægning
i Jorden, direkte eller
i et Gravgemme, eller
Ligbrænding
med paafølgende Hensættelse
af, hvad Baalet h a r levnet. I det enkelte skiftes der i begge disse
Hovedformer, i ældre Tid betonet af den gamle, tilsyneladende
primitive, men helt til vor Tid levende Tro paa, at den Døde
endnu h a r en Art af Tilværelse, med Evne til baade at gavne og
skade den efterlevende Slægt; Troen paa den Dødes Evne til at
gøre Fortræd var maaske ikke i sin Grund stærkere end Troen
paa det gode; men den dæmoniske Evne var den, man frygtede,
og det er de levendes Søgen efter Sonemidler til at imødegaa den,
der navnlig til visse T ider stærkest præger gamle Dødeskikke. En
Del af Gravskikkene h a r uden Tvivl deres Oprindelse uden for
Europa. Saaledes beror i den nordeuropæiske, agerdyrkende og
derfor mere eller m indre bofaste Stenalderkulturs Stengrave, vore
Dysser, Jættestuer
og som den sidste Udløber,
Hellekisterne,
sik
kert paa gamle Forestillinger, der i deres Oprindelsesland er bedre
motiverede end i vort Sletteland, hvor de ret beset er fremmed
artede. De maa skyldes Bevarelse af de ældgamle Forestillinger,
som knyttede sig til Klippegravene i Forasien, hvorfra Kravene
til Gravens Fasthed h a r fulgt de vandrende Folk ogsaa til de fjerne
Lande, hvor en bogstavelig Opfyldelse af Kravet ikke var mulig.
Man opfyldte Kravet saa godt, som det var gørligt, trods det til
Tider meget store Arbejde, som det ha r krævet. Klippegraven
erstattes med et Billede, en Efterligning i svære Sten, hvis Tilveje
bringelse og Transport til Stedet til Tider maa have været et
næsten usigeligt Besvær, ligesom selve deres Sammenstilling til
Gravkamre den Dag i Dag vækker vor Undren. At det var Fælles