17 / 423
13
Dødes fortsatte Tilværelsestilstand var ikke længer gældende. Det
fremgaar ganske k la rt af, at Patroklos i et Drømmesyn slet ikke
ha r bedt Achilleus om et rigeligt Udstyr, men kun om, at han vil
fremskynde Baalfærden, for at Patroklos des snarere kan gaa gen
nem Hades’ Port, — og dernæst, at han vil drage Omsorg for, at
hans og Yennens, Achilleus’s Ben til sin Tid kan gemmes i samme
Skrin, et poetisk-elegisk Ønske, der staar i den stærkest mulige
Modsætning til den Baalfærd, som i Digtningen beredes ham .1)
Om Oprindelsen til Ligbrændingen er der fremsat adskillige
Formodninger. Det synes rimeligst, at dens Indførelse staar i For
bindelse med Offerskikkene: Offeret, hele Offerdyret eller særlig
udvalgte Dele deraf — saaledes er det gennemgaaende ogsaa i de
homeriske Kvad — brændes paa Offerbaalet for Guddommen eller
for den Døde. Naar Brændingen er Forudsætningen for, at Offeret
kan komme i den af Guddommen ønskede Tilstand, maa det synes
en nærliggende Tanke, at ogsaa den Døde frigøres gennem Ilden,
og at denne Forestilling virkelig allerede paa et tidligt Stadium
har været udviklet, fremgaar a f adskillige Steder i de homeriske
Kvad, saaledes af Patroklos Bøn til Achilleus i Drømmesynet.
Gennem Ilden frigøres Sjælen.2)
*) Ofringen af Mennesker ved Gravfærden er et stort og i den menneskelige Ud
viklingsgang saare bemærkelsesværdigt Kapitel. De store Ofringer, hvorom de nyeste
Udgravninger i Ur i Kaldæa har bragt yderst ejendommelige Efterretninger, er vel
nærmest at forstaa som noget særligt, der ikke falder ind i den almindelige Udvik
lingsgang. Men selve Skikken har levet længe. Herodot beretter (ca. 500) om Kongers
Gravfærd i Sydrusland, hos Skytherne: »Efter at man har lagt den Døde i Graven paa
en Pude, stikker de Lanser ned til højre og venstre for ham, lægger Træ derover og
dækker det hele med Grene (de danner altsaa et Hus for ham). I det øvrige store
Gravrum sætter de en af Frillerne, Mundskænken, Kokken, Livtjeneren, Hesteknægten
og en Budsvend, som de i Forvejen har stranguleret; fremdeles Heste, Førstegrøde af
alt, og gyldne Drikkeskaale.« At dette virkeligt er foretaget, viser de arkæologiske
Undersøgelser, fra ny Tid. — I vort fremskredne Norden viser Osebergfundet, at endnu
ved Midten af 9. Aarh. en Dronning er ledsaget i Graven af en Trælkvinde. Og den
indiske Enkebrænding er vel det sidste Udtryk for denne ældgamle Tankegang.
2) Denne Antagelse, at det er Offerskikkene, der har givet Anledning til Ligbræn
dingens Opkomst, er først fremsat af
Jac. Grimm ,
hvis videre, nærmest poetisk farvede
Motivering dog sikkert er uholdbar.