LigbrændingensHistorieDanmark

grave, anvendte af Slægten, eller dog en begrænset Del af Sam

fundet, ha r vel noget formindsket det Antal Gange, det blev nød

vendigt at udføre Arbejdet, og selv om Kamrene synes at være

bestemte for Evigheden og at forudsætte absolut Urørlighed for den,

som en Gang var bragt til Hvile, har dog ogsaa her Respekten haft

sin Tidsbegrænsning, og man er gaaet over til i Stedet for at bygge

en ny Grav at rydde en af de fra Fortiden arvede, henlægge

Resterne fra de gamle Gravhvælvinger i Jorden ved Kamret, og saa

tage selve Kamret i ny Brug. En lignende Fremgangsmaade er

heller ikke ukendt ved de egentlige Klippegrave.

I hele vor bofaste Stenalder er

Legemsgravlægning eneraadende

Skik,

altsaa til ca. 1500 f. Kr. Vel er der nogle Gange, baade i det

nuværende Danmark og i Vestsverige, fundet Brandgrave i Jæ tte

stuer, som Regel anbragte ret højt i det Jordlag, som dækkede de

fra ældre Tid gravlagte. Men disse Grave tilhører alle det efter

følgende Tidsafsnit, Bronzealderen, med den individuelle Grav

lægning, og endda oftest ret sene Perioder. Heller ikke er Til-

fældene særlig mange, og de maa naturligt ses i Tilknytning til

senere Tiders almindelige Med-benyttelse af de fra ældre bestaa-

ende Jordhøje.

Ligbrændingen som almindelig Gravskik frem træder i den

europæiske Kulturkreds paa det første Tidspunkt, paa hvilket vi

gennem en mere alsidig Kundskab kan erkende en Sammenhørig-

hed med senere Tiders Tankegang, nemlig i en tidlig Fase af Ud

viklingen i Hellas. Selv om adskillige Kulturelementer er komne

til os ad andre Veje og kun lidt ved direkte Paavirkning, er der

ingen Tvivl om, at det er græsk Udvikling, der navnlig i tidlige,

ogsaa i Hellas helt eller halvt forhistoriske Tidsrum har givet v idt

rækkende Impulser. Det er i denne Sammenhæng uvæsentligt, om

Ligbrændingsskikken er opstaaet i Grækenland, hvad meget kunde

tyde paa, eller den er indført dertil udefra. I fyldig Form, men

saaledes, at det gør Indtryk af at være en ret ny Skik, fremtræder

Billedet i Homers Iliade, bl. a. i 23. Sang, i Beretningen om

Patroklos’ Baalfærd, den som Achilleus foranstaltede foran Troja,