21 / 423
17
i Enkebrændingen. Hvorledes denne Udvikling i det enkelte er
gaaet for sig, er hidtil ikke oplyst.
Men ret hurtigt er Ligbrændingsskikken naaet til Italien. Ogsaa
her er Legemsgraven det oprindelige. Ligbrændingen forekommer
ret sent i Bronzealderen, henimod Jernalderens Begyndelse, der
med Rimelighed sættes til ca. Aar 1000 f. Kr., altsaa allerede her
med et Par Aarhundreders Tøven. Her som anden Steds frem
træder Ligbrændingen sammen med et vist Kulturfrem skridt, en
fyldigere materiel Kulturudvikling.
Der kan ikke ved denne Lejlighed blive Anledning til at følge
Gravskikkenes Udvikling i det enkelte i Italien i forhistorisk og
tidlig historisk Tid. I den »klassiske« Periode, Aarhundrederne
nærmest før og efter vor Tidsregnings Begyndelse, ses de 2 Arter
af Gravskik jævnsides, og der synes overhovedet ikke at kunne
vises nogen religiøs Baggrund for Brugen af den ene eller den
anden Sædvane. Af de fremtrædende Slægter fulgte nogle den ene,
andre den anden Skik. Aarsagen dertil taber sig i fjernere Fortid;
men det ha r sin Interesse at se, at ogsaa i Italien bevarede Mindet
om Legemsgravlægningen som den oprindelige Skik sig med stor
Tydelighed gennem de ledsagende Ceremonier, navnlig den mær
kelige Procession, som fulgte den Døde, og hvori ogsaa Forfæd
rene, Slægtens Aner, deltog, repræsenterede af Mænd, som bar
Masker med deres Ansigtstræk. Ligtalen blev holdt paa Forum, og
derfra førtes Liget til Gravstedet eller til Stedet, hvor Baalfærden
skulde foregaa. Baalet kunde i visse Tilfælde rejses paa selve det
Sted,hvor senere Graven skulde være. Oftest samles dog efter Baal
færden de brændte Ben, renses og nedsættes i en Beholder, ofte af
Metal, der i Almindelighed føres til Familiens Gravsted, eller i de
særlige Tilfælde nedsættes i Brandgruben, hvorefter der tues
Høj derover eller bygges Gravmæle. Medens det er en forstaaelig,
men lidet betydende Sædvane, at der ved de riges Baalfærd
anvendes kostbare Træsorter, er det af større Interesse, at den
gamle Sædvane at bringe Dødeofre ikke uddøde, selv om den ved
Ligbrændingen savnede Motivering; den ændredes dog ofte til