LigbrændingensHistorieDanmark

Det er under alle Omstændigheder sikkert, at Ligbrændingen

ikke skyldes Indvandring af et nyt Folk. Gennem hele Tidsalderen

er der en kontinuerlig Udvikling, navnlig i den dekorative Kunst,

som paa Forliaand maatte gøre noget saadant usandsynligt. Men

derhos er det efterhaanden blevet klart, at den nye Dødeskik har

udviklet sig lidt efter lidt, at den til at begynde med er anvendt spo

radisk, gennem lange Tider, men saa paa et vist Tidspunkt slaar

igennem og bliver faktisk eneraadende. Saaledes maa det ske,

naar noget nyt tilføres udefra. Syd for vore Grænser er det gaaet

paa ganske tilsvarende Vis. Vi ser Skikkene ændres, først paa et, saa

paa andre Punkter.

Til Tider ha r man aabenbart været i Vilderede med, hvorledes

man med den nye Gravskik skulde forholde sig med selve Gravens

Anlæg. I Førstningen bygges Graven fortsat i mandslang Skikkelse,

ganske som ved Legemsgraven, med faa Forandringer i det tilvante

og i de foran beskrevne Former, snart med Stenkiste, snart med

Brug af Trækiste (Fig. 1—2 ). Efter at være rensede, lægges de

brændte Ben i et Lag gennem hele Kistens Længde (Fig.

), og

over dem lægges det sædvanlige Gravudstyr. Men det kan lige saa

ofte findes, at man bar lagt de brændte Ben mere samlet, oftest

ved Gravens Midte. Ligeledes, og det er i og for sig mere beteg

nende for, at man staar overfor en udefra tilført og ikke fast fo r

met Skik, findes det, at man har brændt Dødeudstyret sammen med

den Døde; dette er Udtryk for en logisk Tankegang. Men i de fleste

Tilfælde, efterhaanden som almindelig Regel, henlægges Sagerne

uden at have været paa Baalet.

I lang Tid vedblev man at fastholde det sædvanlige Udstyr og

dermed en vis Anseelighed i selve Gravens Tilstelning. Det er end-

ogsaa hændet, at Ligbrændingsskikken har bragt os en Viden, som ved

Legemsgraven vanskeligt vilde være blevet os tilført. En udpræget

Tilfælde af den Art frembyder et Fund, som 1894 fremdroges ved

Skallerup, Udby Sogn i Præstø Amt, et af de ældste, men absolut

ikke det sidste Tilfælde, der viser os Østsjælland som en Egn, hvor

man har været velstillet nok til at sætte Pris paa Sydens Kunst-