24 / 423
20
land, fandtes Skelettet af en Mand, saaret med Bronzespyd, hvilket
endnu sad i Hoften!1)
Paa andre Punk ter ses derimod Tilknytning til Stenalderens
Skik. Den nye Tid medførte afgjort ikke nogen Æ ndring i Grav
lægningens vigtigste Særegenhed, den udelukkende Anvendelse af
Legemsgraven. Den optræder i Bronzealderen i de forskellige Egne
af Landet i 2 Hovedformer.
I en Del Tilfælde bygges paa Jordfladen, oftest paa Muldfladen,
undertiden paa Undergrunden efter Bortfjernelse af Muldlaget,
en stensat, aflang
Kiste,
af fladagtige, undertiden kløvede Sten,
sjældent eller aldrig blot tilnærmelsesvis af saa svære Dimensioner
som Stenalderens Grave og kun med V
3
—V
2
in indv. Højde, med
andre flade Sten til Dække, samt paa Siderne og over det hele en
støttende og dækkende Kappe af mindre Sten; over det hele op
bygges en Jordhøj, der kan faa anseelige Dimensioner, op til 3—4
m i Højden, sjældent mere. Stenkisten er godt og vel mandslang*
og den er næsten uden Undtagelse orienteret i Ø.-V. Som Regel
findes Skeletrester og Oldsager liggende frit, uden Jorddække,
udover et tyndt Lag, der er drysset ned i Aartusindernes Løb. Den
Dødes Udstyr varierer stærkt, men er ofte fyldigt, væsentlig den
Dødes Højtidsdragt, tør man tro, for Kvindens Vedkommende
overvejende
Sm ykker
til Finger, Arm og Hals, en sjælden Gang
ogsaa en Ankelring, hvortil kan komme en Dolk, medens
Sværdet
er det for Mandens Vedkommende karakteristiske; undtagelsesvis
forekommer allerede i tidlig Tid en
Ragekniv.
Disse Sager er sæd
vanligt af Bronze, dog forefindes navnlig i visse Egne, bl. a. vest-
jydske, en større eller mindre Guldring ikke sjæ ldent; i lid t frem
skreden Tid ofte af saadan Størrelse, at den hverken passer til
Arm eller Finger og da vel er en Art Værdirepræsentativ, sva
rende til, at der af og til findes et Lerkar, der h a r indeholdt Føde
varer, atter snarest en Arv fra den foregaaende Tidsalders Tro. —
Den anden og det den almindeligste Gravform erstatter den sten
satte Kiste med en
Bulkiste,
en Kiste dannet ved at flække en
*) Hans Kjær. Et mærkeligt arkæol. Fund. Aarb. 1912.