LigbrændingensHistorieDanmark

kun at omfatte Røgelse- og Drikofre. Heri viser sig den vel

kendte romerske Konservatisme. Som det senere vil ses, viser

der sig i Norden efterhaanden Bortfald af det fra Legems

graven tilvante, i hvert Fald i Gravens Udstyr og Dødsgavens

Omfang.

Sikkert er Ligbrændingsskikken naaet frem til Norden sydfra,

og det er vel rimeligst, at det direkte eller indirekte er sket med

Italien som fjernere Forbillede. Med Hellas var Nordens direkte

Forbindelse saare ringe, og de Lande, der for os var Mellemled,

havde ulige stærkere Forhold til Italien i de Tider, hvorom det

her drejer sig. Bevægelsen er dog lier som paa saa mange Om-

raader ikke ensrettet. De første Tilfæ lde af Ligbrænding i Norden

ligger saa langt tilbage, at de er næsten samtidige med Italiens.

Men de staar som de sjældne Undtagelser, for hvilke der sand

synligvis maa søges en særlig Begrundelse. De tilhø rer udeluk

kende Bronzealderen, er altsaa senere end denne Tidsalders Be

gyndelse ved ca. 1500 f. Kr. Fra Stenalderen er Skikken ubekendt.

I det sydlige Mellemeuropa kendes den derimod allerede fra Sten

alder, og dette h a r sin særlige Interesse, idet det viser, at den har

bredt sig hurtigere end de øvrige Kulturelementer, med hvilke den

ellers fremkommer. Dette er saaledes Tilfæ ldet i Frank rig ; frem

deles i Østgalicien og Bukowina, samt Sydrusland, hvor dog Kend

skabet lettere kan være kommet fra de græske Kolonier ved Sorte

havet. I Frankrig findes den ikke sjælden i de store Stengrave, som

nærmest svarer til vore Jæ ttestuer, med Brandgrave, der efter de

foreliggende Oplysninger virkelig synes at være fra Stenalderen.

— At der i Lande, hvortil Brændingssædvanen var trængt frem,

kunde ske Tilbageslag, saaledes at man atter optog Brug af Legems-

gravlægning, uden at Motiveringen er kendelig, h a r ligeledes sin

Interesse for vore Forhold, hvor det tydeligere kan ses, hvorpaa

Omvekslingen beroede.

Men i Danmark tilhø rer altsaa Ligbrændingen udelukkende

Bronzealderen og de senere Tidsafsnit. Vel er der ogsaa hos os ikke

helt sjældent fundet Brandgrave i Storstensgrave fra Stenalderen,