![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0195.jpg)
191
at sætte et Kors paa hver Grav70) — men en Gang genvakt v ir
kede Bønderne Omsorg for Gravene, endnu stærkere end Køb
stadsboligernes og jævnere i sine Udtryk, med til at omskabe Kirke-
gaardene fra en opdelt Fælled til én Have. Kun eet lod Bonden sig
ikke frivilligt drive til: Pligtarbejdet paa Kirkegaardens Vedlige
holdelse; det maatte blive Kirkeejerens Sag, og Regeringen maatte
selv sørge for at skaffe Vedligeholdelsespligten overholdt.
Regeringens Initiativ paa Kirkegaardsomraadet, der havde ført
til de store Reformer omkring Aarhundredskiftet, svækkedes ken
deligt i Pengenødens Tid. Pengekrisen gav forøvrigt ogsaa direkte
Udslag paa Gravomraadet, idet K istebrædder steg til meget høje
Priser og desuden var blevet vanskelige at opdrive, hvorfor flere
Egnes Øvrigheder forespurgte Kancelliet, om det ikke kunde til
lades Befolkningen at begrave sine døde i Kister, flettet af Vidier
eller Straa. Regeringen tiltraadte Tanken, dog med det Forbehold,
at Smittelig vedblivende skulde jordes i begede Trækister.76) Be
sparelsen synes dog ikke at have været særlig stor, idet en Vidie-
kiste med Træbund kostede 25 Mark, uden Træbund 21 Mark,77)
og det var det rene Fantasteri at ville anslaa den samlede aarlige
Besparelser til 2 Millioner Rdlr. Idéens varmeste Talsmand, Ju-
stitsraad I. H. Barens, tilraadede derfor at bruge Halmkister; men
da disse ikke kunde bruges til stærkt opløste Lig, holdt han det
for endnu bedre, hvis hvert Sogn ejede en smuk og god Ligkiste,
hvori alle Lig kunde nedlægges, indsyet i Paklærred eller lignende,
bæres hen til Graven, og der løftes op af Kisten og nedlægges
i Graven.78) Den hele Idé var uigennemførlig som Helhed og bo rt
faldt, da der kom bedre Tider.
Medens Hovedstaden og Købstædernes Kirkegaardsforhold fra
1820’erne syntes sikret en rolig Udvikling langt ud i Tiden, blev
det ved samme Tid mærkbart, at Landsbykirkegaardene, inden
endnu et Par Aartier var gaaet, vilde komme til at staa overfor
Overfyldningens Farer. Kirkeejerne, der skulde holde Kirkegaar-
dene med de fornødne Hjælpemidler til Begravelsen79) og sørge