FORENING FOR LIGBRÆNDING
Af Overlæge Dr. med.
Knud Secher.
Efter den udstrakte Anvendelse i Oldtiden blev Ligbrændingen
sjældnere og sjældnere i Europa samtidig med, at Ku lturen fo r
faldt, og Ligbrændingen mister enhver praktisk Betydning, efter
at Karl den Store under sin Krig mod Sakserne i 785 i Paderborn
(Capitulare Paderbrunnense) forbød Anvendelsen af Ligbrænding
i sine Lande i Tilslutning til Føreren Widukinds Underkastelse,
idet Kejseren derigennem søgte at ramme sine Modstandere i deres
religiøse Forestillinger og lette Indførelsen af Kristendommen.
Og som det gik i Karl den Stores Lande gik det i det øvrige
Europa.
Men Tanken om Ligbrænding døde ikke helt ud. I enkelte T il
fælde blev der foretaget Brænding efter gammel Sæd paa aabent
Baal, naar der havde været særligt Ønske fremsat derom. Moti
veringen dertil ha r først og fremmest været de forfærdelige T il
stande paa Kirkegaardene, i Ligkulerne, paa Slagmarkerne. Saa-
ledes blev Friherreinde
Sophie von Hoditz
i Oldenburg b rænd t paa
Baal i 1752, 1769 blev en Mrs.
Pratt
brænd t i Tyburn Tumpike i
England, og i 1792 blev
Henry Laurens
b rænd t i Nordamerika. I
Frankrig blev Lægen
de Preceux
b rænd t i 1794 og General Mar
cean 1797.
Meget stor Opmærksomhed samlede sig om
Shelleys
og K ap
tajn
Williams
Baalfærd i Vireggio i Toscana 1822.
Byron
og
Tre-
laivney
brændte Yennens Lig paa antik Vis med Ofring af Vin,
Røgelse, Salt og duftende Urter.
14