206 / 423
202
1869
døde en indisk Fyrste, Maharaja af Kelapon, i Florens og
blev brænd t der paa Baal, hvad der vakte en nmaadelig Interesse,
fordi Spørgsmaalet om Ligbrænding paa det Tidspunkt allerede var
taget op til en grundig Diskussion.
Gennem de forløbne A arhundreder var Spørgsmaalet om Lig
brænding stadig berørt, diskuteret og omtalt af Forfattere, af Dig
tere.
Michelangelo
ønskede saaledes at blive brændt.
Ved Midten af det
16
. Aarhundrede skriver den tyske Læge
Joseph Becker:
Gid Gud vilde tillade, at Ligbrænding snart blev
almindelig Skik, og gid jeg havde Yenner, der kunde vise mit efter
langt Arbejde træ tte Legeme denne Tjeneste.
1741
udtalte
Frederik den Store
, at han ønskede at blive
brændt.
Napoleon
, der i
1801
havde afsluttet en Overenskomst med
Paven angaaende Forbud mod Ligbrænding, ønskede senere at blive
brændt. Det var Indførelsen af Konsulatet og senere Kejserdømmet,
der standsede det Arbejde for Ligbrænding, der var taget op under
den franske Revolution med Planlæggelse af store Krematorie
anlæg.
Da Sagen endelig for Alvor blev rejst i første Halvdel af fo r
rige Aarhundrede, var det ud fra hygiejniske Bevæggrunde, ud fra
en K ritik af Kirkegaardenes Tilstand, ud fra Erfaringerne fra Slag
markernes Rædsler og fra Ligkulerne i Italien.
Det er nu vanskeligt egentlig at gøre sig klart, hvorledes Begra
velsesforholdene var, men endnu sent i forrige Aarhundrede
kunde den store tyske Patholog
Virchow
i den tyske Rigsdag sige:
»Ihre Behandlung der Kirchhöfe, meine Herren Christen, ist eine
der schauderhaftesten, welche überhaup t existiert.« En virkelig
Kultus for de døde ha r vist sig at være ikke et Spørgsmaal om
Religion, men et Spørgsmaal om Kultur. En virkelig Kirkegaards-
ku ltu r tilhø rer de senere Aartier.
I
1839
rejste den engelske Læge
Walker
en K ritik mod K irke
gaardenes Tilstand, i
1849
holdt
Jacob Grimm
i det naturv iden
skabelige Akademi i Berlin et Foredrag om Ligbrænding.
1852
angreb den hollandske Fysiolog
Jakob Maleschott
Kirkegaardene