280 / 467
266
Gordon Norrie
timer for med modent overlæg at kunne afgive en be
tænkning, som var rigtig og uigendrivelig. Han var sejg
og stædig og kunne derfor ofte til sidst trumfe sin vilje
igennem. Ligesom Løvenørn viste han den største omhu
for hærens personel i stort og småt, og han vandt derfor
hurtigt den samme tillid og hengivenhed, som hans for
gænger havde nydt i så høj grad.
Efter Den store nordiske Krig var hæren bleven for
sømt, først af økonomiske grunde, derefter af vor sæd
vanlige laden stå til. 1733 måtte vi afgive et korps, der
i to år kæmpede ved Rhin-strømmen under prins Eugen,
og det havde derved vist sig, at næsten alt fra heste og
våben til uniformer måtte fornyes, men krigsskueplad
sen lå langt væk, så det gjorde ikke videre indtryk. 1738
kom vi pludselig på kant med Storbritannien-Hannover
om det lille amt Steinhorst på grænsen til Lauenborg. Da
begivenhederne udviklede sig meget truende, blev kongen
og konceillet forskrækkede, og man begyndte at bringe
hæren på fode igen. Men faren drev over, og da Løven
ørn tilmed døde, blev den kostbare oprustning skubbet
til side.
Sagen var imidlertid ikke opgivet fra de højere office
rers side. Allerede inden Løvenørns død kom et indlæg,
der tillægges den bekendte ryttergeneral Amthor, og tid
ligt i 1740 kom et andet, der almindelig omtales som Ge
neral Pretoria militärische Gedancken.2 Han søgte heri at
finde frem til årsagerne til hærens svagheder, først og
fremmest det upålidelige mandskab.
Den stående hær bestod udelukkende af hvervede folk,
og da man ikke ville berøve landbrug, håndværk og han
del deres brugelige karle, måtte man søge dem i udlan
det, særlig i Tyskland. De havde svært ved at komme
på en god fod med befolkningen. Dels var de fremmede,
dels var de selv og vel især deres koner ikke til at stole
på, dels søgte de at tjene en ekstra skilling i deres hånd