281 / 467
Militære sygestuer i midten af 18. årh.
267
værk eller ved lidt handel, hvilket vakte stor misnøje
hos lavene. General Pretorius udtrykte det meget klart,
idet han skrev: „Det som strax falder en hver i Øynene,
er at Vi ved de Sædvanlige Hværvninger sancke andre
Landes Afskum ind og dermed ey forbedre men Forarge
og forderve vor egen nation“. Han ønskede nærmest en
almindelig værnepligt, hvorved hæren ville få en pålide
lig tilgang af landets egne børn, og de unge ville blive
disciplinerede og veloplærte til fordel for deres arbejds
givere efter endt tjeneste. Oprindelig havde de hvervede
knægte selvfølgelig slæbt deres koner og børn med sig i
felten til rædsel og skræk for den fredelige befolkning.
Det var forlængst afskaffet, så et kompagni kun måtte
føre seks koner med, når det rykkede ud. Naturligvis
var mange af folkene gift, men da kompagnierne skulle
skaffe kvarter til dem, var antallet af gifte skåret stærkt
ned, hvilket førte til, at resten levede noget vidtløftigt,
og garnisonerne altid trak et meget stort antal løsagtige
kvinder til. Han ivrede derfor mod begrænsningen og
mente, at når man gav forældrene en vis „pension“ mod,
at sønnerne gik ind i hæren, når de blev voksne, kunne
man skaffe landet en række pålidelige soldaterslægter.
En betingelse herfor var, at man sørgede for, at mand
skabet blev ordentlig indkvarteret og kunne tjene nogle
penge ud over lønnen. Han angreb de forhold, hvorunder
den menige mand var indkvarteret, og anbefalede opfø
relsen af kaserner. De skulle bestå af „baraquer forsynet
med almindelige køkken og almindelige Varme-Stuer,
disse sidste indrettede effter den nye Ild-menages nøt-
tige invention“. Konerne og de lidt større børn burde der
skaffes arbejde på fabrikkerne, og når deres mænd ryk
kede ud, „Beholder de Næring af Fabriqverne som effter
Guarnisons Præstens Beretning allerede underholder
Fem Tusinde Lemmer af hans Meenighed, fåe de deres
pension paa barnet, og Logement i den dog vacante