366
K irsten-Elizabeth Jessen
bragtes med 400 daler, som en Cornelius Tidemann var
Marcus Hess skyldig, således at den svenske konges krav
hos den københavnske borgmester i alt beløb sig til c.
1800 daler81 — en gæld, som han ifølge en svensk klage
skrivelse vedlagt forhandlinger mellem Sverige og Dan
mark i 1603 endnu ikke havde betalt, og som man der
for krævede, at hans arvinger burde stå til regnskab
for.82
D isse blev repræsenteret af Iver Poulsen, der var blevet
gift med Marcus Hesses enke. Han var selv til stede ved
mødet i Flakkebæk, hvor han bestandig søgte at få de
svenske udsendinge i tale, men tilsyneladende uden held.
Han udfærdigede en skriftlig redegørelse, som blev over
givet de danske rigsråder til videregivelse til de svenske
fuldmægtige.83 Han ønskede først og fremmest at få nøj
agtige beviser fremlagt for deres krav overfor Marcus
Hesses arvinger, idet Iver Poulsen på det kraftigste be
stred rigtigheden og nøjagtigheden af den svenske op
gørelse, som udsendingene fremviste, idet han erklærede,
at det kun var „en løs uspecificeret seddel“, hvorimod
han selv kunne fremlægge en „klar afregning, som skulle
være sket udi hans kongelige majestæ ts renteri den 9.
august 1582“, ifølge hvilken Marcus Hess kun skulle
være blevet den svenske krone 310 daler skyldig, en sum,
som im idlertid var blevet ham eftergivet på grund af
hans store omkostninger etc. i Sverige. Samtidig blev der
anket fra svensk side over, at Marcus Hess, skønt han
ifølge en kontrakt skulle sende klæde og andre varer til
Reval (eller Narva) for 12.000 daler, intet leverede, selv
om han havde modtaget for 6.400 daler kobber i forskud,
men blot nøjedes med at sende 16 amer rhinskvin. Denne
kontrakts rigtighed kunne Iver Poulsen ikke benægte;
han erklærede im idlertid, at det kobber, som var givet
Marcus Hess (for i alt 6.192 daler) var en del af kronens