378 / 467
364
K irsten-Elizabeth Jessen
krigen. Ved freden i Stettin var det blevet fastsat, at
svenskerne skulle betale 150.000 daler over tre terminer
mod at få Elfsborg overdraget, således at sidste rate var
forfalden til betaling i pinsen 1573. Det kneb meget for
den svenske konge at overholde terminerne, og han måtte
gentagne gange have henstand med betalingen.70 Den sid
ste rate på 45.000 daler, der efter moratoriet skulle for
falde i 1574, voldte den svenske konge næsten uoverstige
lige vanskeligheder at udrede, og han gjorde flere forsøg
på at unddrage sig at betale denne sum i rede penge.
Blandt de forslag, der fremsattes fra svensk side, var
også planen om, at den svenske stat skulle få en privat
mand til at foretage betalingen til den danske konge mod
forskrivning af de indtægter, som den svenske krone
havde krav på andre steder. Det var først og fremmest
de store købmænd i Stockholm, man tænkte på, og blandt
disse også den københavnske borgmester Marcus Hess.
Nogle svenske rigsråder foreslog således i efteråret 1574,
at han skulle betale den danske konge de resterende
45.000 daler mod til gengæld at få udlagt det gods, som
i de sidste år var blevet frataget lybækkerne på det nar
viske farvand, samt desuden have kobber og smør, de
varer, som Marcus Hess sædvanligvis var aftager af. Han
fandt åbenbart forslaget overvejelse værd, og fremholdt
overfor rigshofmesteren, Peder Oxe, det fordelagtige ved
dette tilbud. Peder Oxe anbefalede også Frederik II at
gå ind herpå, da der formodentlig var en mergevinst at
opnå på ca. 15.000 daler, hvis man vel at mærke kunne
få det lybske gods inden vinterens komme. Den danske
konge syntes im idlertid, at planen var for vidtløftig, dog
næppe af hensyn til eller fin fø lelse overfor sine tidligere
forbundsfæller fra Syvårskrigen, lybækkerne, der ifølge
freden i Stettin havde fået samme ret til frit at sejle til
og handle i Narva som de danske undersåtter. Kongen