Marcus Hess
359
på sagaøen, og trods udtrykkeligt forbud fortsatte de tyske
købmænd deres handel deroppe. Marcus Hess måtte flere
gange bede kongen om hjælp, således allerede få måne
der efter sin første tilladelse til at besejle de nordlige
islandske havne. Frederik II lod da også udfærdige en
skrivelse til Hamburg, hvori han indskærpede forbudet,
og gjorde opmærksom på, at de, der fortsat gav sig a f
med skibsfart og sejlads til Island, ville have deres gods
og skib forbrudt til den danske konge.58 Men disse for
maninger hjalp kun lidet eller intet. Det følgende år ved
påsketid måtte kongen atter gøre Hamburgs magistrat
opmærksom på, at sejlads og handel på disse havne var
forbudt.59 Samtidig fik også befalingsmanden på Island,
Johan Buckholt, besked om at sørge for, at bønderne i
de tre omtalte havne, Marcus Hess havde forpagtet, ikke
måtte handle med andre end ham, og at han til gengæld
skulle forsyne dem med gode og nyttige varer til en rime
lig pris.60 Det synes af flere skrivelser at fremgå, at det
både for Marcus Hess og de andre danske købmænd ikke
altid har været lige let at bringe tilstrækkelige forsyn in
ger til befolkningen på Island, og der høres gentagne
gange klager over, at de udenlandske varer blev dårligere
og dårligere, samtidig med at priserne steg på disse, mens
de islandske varer ikke betaltes bedre end tidligere.61
Den islandske befolkning var i hvert fald m isfornøjet
med Marcus Hesses tilførsler og priser og foretrak åbent
eller skju lt de tyske købmænd. Skagefjordsbeboerne var
de første, der klagede deres nød for kongen i København.
De bad om, at han ville give tilladelse til, at også andre
købmænd end Marcus Hess måtte sejle derop og forsyne
dem med varer for fremtiden, hvis de, der havde forpagt
ningen, ikke var i stand til at opfylde deres forpligtelser
i den henseende.
På sin side besværede Marcus Hess sig over, at beboer-