371 / 467
Marcus Hess
357
bryng Syssel mod at forsyne indbyggerne med gode varer
til antagelige priser, og i 1569 blev tilladelsen fornyet.53
Gennem lange tider havde de hanseatiske købmænd,
d.v.s. fremfor alle andre de fra Hamburg og Bremen, haft
et fast greb om handelen på Island. Men ligesom hansea-
terne overalt fra midten af det 16. århundrede var i
defensiven, således også på Island. Fra den danske rege
rings side havde man allerede i Christian III’s tid forsøgt
at lægge hindringer i vejen for hamburgerkøbmændene,
der specielt havde haft en privilegeret stilling på denne
fjerne ø, og fra 1547 havde det for alvor været muligt
for de danske undersåtter at deltage i konkurrencen, tak
ket være en betydelig støtte fra kongens side. Magistraten
i København havde forpagtet Island med Vestmannøerne
mod til gengæld blandt andet at forpligte sig til at ud
ruste og afsende skibe til Island hvert år fra Køben
havn.54 Helt tilfredsstillende udviklede denne ordning sig
imidlertid ikke; men trods alt havde den tyske handel
på Island fået et knæk, og tyskerne havde selv måttet
indrømme, at kongen var berettiget til at begrænse eller
endog helt forbyde deres handel, efter hvad han selv
fandt for passende, skønt de tyske købmænd så længe
som muligt havde forsøgt at gøre gældende, at de havde
krav fra arilds tid på retten til denne handel. — Fra
1557 overtog kongen imidlertid selv handelen på Vest
mannøerne, og drev den for egen regning. Men allerede
det følgende år kom Simon Surbeck til at forestå hande
len og skatteopkrævningen dér indtil 1582. Efter 1560
gjorde kongen sin forkøbsret gældende til de varer, han
mente, der var størst fordel ved at udføre, og ansatte
derfor en mand, der fik titelen kongelig majestæts køb
mand, til at drive handel på sine vegne på det nordlige
Island. Det var især svovlhandelen, som havde hans in
teresse, og fra begyndelsen af 1560-erne var de kongelige
hovedpladser her ved Øjefjord og Husavik, idet disse