![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0048.jpg)
Rolf Dahl
Majestæt har lyst at lade laborere«. Smeltehusene var under opførelse,
for at man der skulle tage sig af det norske gulderts, men Niels Holst
fik aldrig noget der at gøre. Som tidligere nævnt blev de overladt til
Caspar Herbach. Senere kom de til at danne rammen om den farve
rige guldmager Frantz Borris virke.
Om kongens reaktion på brevet vides intet, men Niels Holst har nok
på et eller andet tidspunkt fået sin nøgle tilbage.
Nu kom imidlertid stærkere kræfter til at virke imod Otto Sperling,
idet kongens livlæge Jacob Fabricius angreb ham og påstod, at han
var idiot i kemien. Om det så er Niels Holst eller dr. Fabricius, som
skal tilkendes æren for at have skubbet Otto Sperling ud af laborato
riet i Rosenborg Have, får stå hen. Sikkert er det dog, at han fik sin
afsked derfra i februar 1649, mindre end et år efter, at han var til
trådt. Dog fik Ulfeldt udvirket, at han måneden inden blev udnævnt
til hofmedicus, for at det ikke skulle se ud, som om han var faldet i
unåde igen. Men Frederik den 3. benyttede ham aldrig som læge.
Sperlings forbindelse med Haven var dermed definitivt endt, og efter
nogle omskiftelsesrige år endte han, som berørt i indledningen, i 1664
i Blåtårn som Leonora Christines medfange. Her døde han 17 år se
nere, 79 år gammel.
Efter Sperlings exodus stod vor mand alene tilbage med sejren, og
allerede den 15. marts udnævnte Frederik den 3. ham til hofdestille-
rer.18 Løn, husleje og kostpenge var de samme, som han tidligere
havde haft, og kongen gjorde desuden i udnævnelsen opmærksom på,
at han i sin bestilling »sig troligen och flitteligen schall lade befinde«.
Det har Niels Holst nok også gjort, og alt tyder på, at den lærde kong
Frederik var vel tilfreds med hans arbejde i laboratoriet, for da den
efter nogle år igen var gal i laboratoriet, og Niels Holst var gået til
kongen og havde beklaget sig, skar Frederik den 3. resolut igennem,
og i et brev19 erklærede han, at »Niels Destillerer skal herefter uden
vores egen mundtlige eller skriftlige ordre ingen følgagtig være«.
Hvem antagonisten denne gang havde været, ved jeg ikke, men hans
forsøg på at blande sig i Niels Holsts affærer kronedes i hvert fald ikke
med held.
Konkrete oplysninger mangler også i den næste stridighed, Niels
Holst var indblandet i. Den eneste kilde er et brev fra kongen til hof
marskal Adam Heinrich Pentz20 med befaling om at »holde gårdsret,
46