46 / 199
Rolf Dahl
ligt forhold mellem de to. I brevet,13 som må være skrevet i stærk
affekt (det har voldt klarere hoveder end mit adskilligt besvær at
dechifrere det), meddeler han, »i hvilken grad han sidste lørdag blev
forulæmpet af karlen Niels H., Peter Payngks tidlere kusk og dreng,
som nu en tid lang har været og fremdeles er i Hans Majestæts labora
torium«. Videre siger han, at han ikke for sin egen persons skyld vil
volde Hans Majestæt besvær (»molestieren«) med sin henvendelse, da
han selv godt ved, hvordan han kan revanchere sig, men mener dog,
at uoverensstemmelsen bør ordnes af Hans Majestæt. Hvilken udgang
sagen fik, ved jeg ikke, men brevet viser i hvert fald, at forholdene om
kring Niels Holst ikke just var idylliske på denne tid.
Vor helt må dog have klaret ærterne, men at følelserne mellem ham
og apotekeren forblev kølige, kan man ane af et brev, Christian den 4.
skrev på Flensborghus den 15. december samme år til rentemesteren.14
Kongen beder her nærmest om, at rentemesteren skal garantere Niels
Holst frit lejde på apoteket: Kongen har bestilt »nogen Elixirie« hos
ham, »som er in laboratorio ij haffuen«, og rentemesteren bedes være
behjælpelig, »at hand aff Apoteckit kan faa ded dertil, som hand der
til behøffuer, naar hand Eder derom besøger«.
Her går det, trods alt, altså godt. Niels Holst må have følt, at hans
stjerne var for opadgående, for under et af kongens ophold på Rosen
borg Slot i februar 1647 androg han om »sin besoldings forbedring«.
Kongen var også denne gang lydhør, og den 10. februar skrev han
egenhændigt til sine rentemestre, at »epterdi (besoldingen) falder
hannem heel knap«, skal de undersøge sagen.15 Rentemestrene så også
det rimelige i andragendet, og allerede to dage efter blev der tilstået
Niels Holst en årlig løn på 50 rigsdaler, en æresklædning så god, som
vores sølvpop den bekommer, og 24 rigsdaler til husleje, udover 6
kurantdaler månedlig til en gemen arbejdskarl og en gemen hofklæd
ning til denne til en værdi af 7 rdlr. 1 ort. Det var en klækkelig forbed
ring, som satte Niels Holst i stand til at gifte sig. Brylluppet fandt sted
året efter, og den udkårne var Maren Augustdatter, 32 år gammel,
som sin gemal.
Nu kunne man tro, at den hellige grav var vel forvaret, men sorte
skyer skulle om kort tid tårne sig op i horisonten. Den politiske situa
tion udviklede sig i slutningen af 1647 i rigshofmesteren Corfitz Ul-
feldts og »svogerpartiets« favør, og han udvirkede, at hans protegé,
44