63 / 260
53
groet Uvilje mod Rusland. Hadet til alt, hvad der va r russisk,
ga v sig et typ isk Udslag i Maj 1842, da lundensiske og køben
havnske Studenter, paa en Udflugt til Charlottenlund og D y re
haven, sang »Kung Karl« og jublede ved Ordene: »Ur vågen,
Moskoviter«; det va r en Linje, der fik Huer og Hatte til at
flyve i Vejret.
E t andet Vidnesbyrd om Stemningen va r den Uvilje, hvor
med man i 1843 modtog Efterretningen om, at »Gobernøren«s
Søn,
Frederik a f H essen ,
va r bleven forlovet med den russiske
Storfyrstinde
A lexandra.
Nu maatte ogsaa Tivolis Rutschbane undgælde. Man be
tragtede den som et Symbol paa det reaktionære Rusland, og
den blev særlig taget under Behandling i »Forposten« — »Kjø-
benhavnsposten«s Søndagsudgave — for den 20. August:
Den, der endnu ikke h a r seet en saadan russisk Fornøielses-
Indretn ing , kan ikke ande t end føle sig overrasket ved Synet deraf.
Og det er vel endog endnu me re overraskende i k k e at see den.
Hvo, som endnu ikke h a r væ re t paa Tivoli, bør derfor først begive
sig de rhen en Aften, efterat det er blevet mørkt. Uagtet de mange
P a p irs lam p e r r u n d t omkring ved de forskjellige E tab lissemen te r er
det dog saa mørkt, at man gjerne kunde behøve at tage en Lygte
med. Men til at finde Ru tschbanen behøves det dog ikke, thi Lyden
veileder En til det Sted, hvo r denne i Mørket dobbelt imposante
Bygning hæ v e r sig. To sto re firkantede T a a rn e af en 50 Fod s Høide
staae ligeoverfor hinanden , i en 100 Fods Afstand, forenede ved
en lang Mellembygning, der oven fra hv e rt af de to T a a rn e sk raaner
ned med en slangebugtet F lade indtil Foden af det mod satte Taa rn ,
inden i hvilket den buede F lade ender. Rund t om hersker, meget
betegnende, Natten s Mørke; de fjerne P a p irs la n te r n e r see ud som
ma tte St. H an s -O rm e ; men det Hele er kun saameget me re beteg
nende. Kun i det dybe Ind re seer man Lys, man h ø re r tunge J e r n
lænker rasle, Mennesker raabe til dem, der staae hø iere oppe, pa a
skyndende h inanden til Arbeide, ligesom i de sibiriske Bjergværker.
Da sty rte r pludselig ovenfra T a a rn en e s Plafond, overladte til deres
egen Vægt, de raslende Vogne ned ad Slangefladen ind i det m o d
satte Taa rn , idet deres ræd somm e F a rt hæmm e s ved enh v e r af de
opadstigende Krumn inge r og derpaa atter forstærkes ved deres
nedadgaaende Sider; Krumn ingernes Antal er fire, og ved An
komsten i det mod satte T a a rn standses Vognen af to Karle. Den
hele barbariske Act, som Ru sserne skulle ansee for en Fornøielse
og som nu altsaa lykkelig er bleven indført hos os, varer, til Held
for de Ulykkelige, der overgive sig dertil, kun i syv Secunder.
4*
♦