59
Respekt for
RosenhofTs
uhildede og forstandige Betragtning
a f Etablissementet, om hv ilket han havde spaaet i »Den F r i
sindede«, at det »naturligt vilde støde paa mange S p id s e r og
Hjørner i vo r meget kantede Tid«. Den Spaadom slog ikke fejl.
Georg Carstensen
havde fuldt op at kæmpe med. En vis smaalig
Chikane fra T ivolikredse kappedes med et voldsomt Presse
felttog om at gøre ham L ivet surt. Det va r ikke lutter Løjer
at væ re Fornøjelsesraad . Hr. »Kastesen«, som man kaldte ham
med en lidet vittig Forvanskn ing a f Navnet, maatte finde sig
i, at store Dele a f Pressen greb enhver Lejlighed til at komme
ham til Livs. Noget a f det kunde han dog tage sig let, f. Eks.
den barnagtige Glæde, hvormed hans Modstandere greb og
benyttede disse to Linjer fra Tivolivisen:
E t H u r r a for En tre p re n ø re n ,
Gud glæde han s kløgtige Krop.
Gang efter Gang talte man i Bladene om Hr.
Carstensens
k løgtige K ro p , en haanlig Antydning af, at med Hovedet var
det kun saa som saa. Og naar man endelig anerkendte Tivoli,
va r det ofte med et lille Spark til dets Stifter, som naar
Car
s ten sen s
gam le Ven,
P. L . Møller,
afleverede denne Venlighed.
»Hr.
Carstensens
Tivoli, der nu er aabnet, er i enhver Hen
seende saa elegant og hensigtsmæssigt indrettet, at det næsten
kan forsone F o lk med ham som Forfatter og Redaktør. Kan
der siges en større Lovta le over Tivoli?«
— Om Pressen end va r nok saa gnaven, drog T ivoli dog
de mange Tusind til sig. Svenskerne kom herover i stort Ta l
fra Skaane. I mangen stille dansk Købstad hørte man om
Vidunderet og besluttede sig til en Københavnsrejse i den An
ledning. I det idylliske Sorø sad Zoologen
Japetus Steenstrup
som L ek tor ved Akademiet. Ingen vilde beskylde h am for at
væ re forlystelsessyg. Sammen med en god Ven, der delte hans
Interesser, kunde
Japetus
en hel Aften gaa op og ned ad Gul
vet og tale om Nøglebenet hos Gnaverne. Han rejste ikke,
som adskillige andre Soranere, ind til Hovedstaden den Som
mer blot for at se Tivoli. Men da han havde Ærinde i Køben




