67 / 260
57
— I vore Dage vilde en københavnsk Begivenhed som den
første T ivoliaften afføde indgaaende Anmeldelser i samtlige
B lade Dagen derefter. I 1843 gav man sig god Tid, og da T ivoli
endelig naaede at blive anmeldt, maatte det høre mange gnavne
Ord i den liberale Oppositions Blade. Sandt at sige havde T ivoli
ved sin Start ikke nogen god Presse. Nu va r det jo ogsaa
uheldigt, at Etablissementets Aabning netop faldt sammen med
talrige P resse-Beslag lægge lser og med Kongens Stadfæstelse
a f Kancelliets Forbud mod Oprettelsen a f et skandinavisk Sam
fund. E fter Hjemkomsten fra Studentertoget til Upsala, der
foreg ik i Juni Maaned, vedtog en Forsam ling a f Akadem ikere
at stifte »et skandinavisk Samfund a f københavnske Studenter«.
Selskabets Form aa l skulde være at fremme det sociale og
literære Samfund mellem de skandinaviske Folk. Men tre
Uger efter Beslutningen om dets Oprettelse modtog den pro
visoriske Bestyrelse gennem Politidirektør
Bræstrup
den B e
sked, at det danske Kancelli forbød Selskabet at konstituere sig.
»Bør det», skrev »Kjøbenhavnsposten« i de Dage, »ikke ogsaa
paaskønnes, hvorledes Regeringen understøtter alle Fo reta
gender til at more og adsprede Folket? Hvorfor skulde man
vel længer tænke paa saadanne Ubehageligheder som Forbudet
mod »Skandinavisk Samfund«, Beslag læggelser og T rykk e fr i
hedsprocessen, — man sætte sig uden videre paa den russiske
Rutschebane!« I »Fædrelandet« er Tonen den samme: »Har
De væ ret i T ivoli? E r det ikke charmant, er det ikke nydeligt?
Med disse Spørgsmaal er nu i en 14 Dages Tid enhver Kon
versation begyndt her i Kjøbenhavn, ikke mindre i Salonerne
end paa Gaden. Bladene ere bievne beslaglagte, Censuren ha lv
vejs indført, Associationsfriheden er gaaet fløjten, Kjøbenhav-
nerne er gaaet i — Tivoli. Ja, den sidste Rest a f drømte F r i
heder og Rettigheder kunde forsvinde mellem vore Hænder,
Høsten kunde slaa fejl, K væ gsygen udbryde, Øresundstolden
tabes, Slesvig og Holstein løsrive sig og Jylland gaa under ved
Vandflod; Kjøbenhavnerne vilde i denne Tid kun have een Inter
esse, og den hedder — Tivoli.« løvrig t indrømmer dette Blad,
at T ivoli er et smukt og smagfuldt Anlæg, men det føler sig