S_Punch_1893

F r a S l a a s p l a d s e n .

D u høje Muse, som saa tidt har lettet

Fo r Skjaldens Øje Fortids dunkle Slør,

Skjænk mig paany din Gunst med Tilbehør,

Saa jeg ved Hjælp af den kan faa berettet,

Hvordan i Folkets Thing ved Krigs-Budgettet

De bolde Kæmper kom i Krigshumør,

Skjønt Politikken her i Menigheden

Jo har det Formaal at bevare Freden!

Den Lur, Finans-Udvalgets Lemmer tog,

Blev Krigstrompeten i Forhandlingsdagene,

Og salig

h r e s t e n s

Bankeaander slog

Den store Tromme, hvorved Foredragene

Blev For- og Efterspil til

,,mellem Slagene

Hver Folkehelt sin

„Sk ræ p “

af Balgen drog,

(Saalunde han benævner nemlig Kajen)

Og hug til Plukfisk hvem, der kom i Vejen.

Imod de »Rene«

r e d e s

Mænd sig tede

Som mod den stakkels

b e l

salig

a in

Saa

e d v a r d

gjorde midt i Kampens Hede

Ved Synet af

l a u s

e r n t s e n

»Korsets« Tegn;

Den tapre Skrædder skummed stærkt af Vrede,

Og som en rød Husar i Kugleregn

Og røgfri Krudtdamp voved atter Trøjen

e n s

Trods KoRSGAARDsOrd: Du taaler ikke Røgen,

e n s

Fra

t a d il

- C

h r is t e n s e n

en Ytring faldt,

Som

ø g s b r o

til den næste Dag lod ligge;

Men saa blev han, Skam, ogsaa øjeblikke

lig for sit »Driverter« til Orden kaldt,

Skjønt det var kun Gendarmerne og ikke

Finans-Behandlerne, hans Udtryk gjaldt.

— Der skal jo Tid til alt i Venstrehjorden,

Endogsaa til at kalde Folk til Orden!

j Og, mens grovkornet Vittighed paa Timen

| Kvittered’ for en Sending grov Konfekt,

Lød Formandsklokken med en vældig Kimen

Og Klemten for at skaffe sig Respekt;

E r Folkets Thing med Asenet i Slægt,

; Maa nemlig Formandsklokken være Grimen,

Skjønt selv med den kan

ø g s b r o

knap forbyde

Det høje Thing at slaa sig løs og skryde.

K o r r e k t ?

For at blive viis er det ikke nok at gange til

M a g n u s H a n s e n . K un i V erdens H o v ed sta d : Faris

i fabrikeres de eneste, æ gteste, m oderneste Frem skridt i

udsøgte og tidsvarende Exemplarer. D et vides nem lig

m ed Sikkerhed, at ikke alle franske G rossister i åande-

lig e Varer har gi æ stet K jøbenhavn. E nk elte af dem

i har derved h eld ig undgaaet at b live tagne under

B ehandling af en dertil ansat dansk-fransk K onsular-

agent, for under dennes ihærdige V ejledning at gennem -

gaa et Kursus i det B entheim -B randeske Dressur-

In stitu t i Integade

I Frem skridtets og vore Læ seres N avn har v i der

for h envend t os til et af de solidere, litteræ re H use i

Paris, der ifølge sin Specialitets-P rospektus gjør i

moderne M ysticism e, og udbedt os en Sending af den

n y este Tidsaand, afproppet paa F lasker og forsynet

m ed Brugsanvisning.

B estillin gen blev effektuereret pr. Omgaaende, og

m ed dyb Spænding satte vi vor redaktionelle P rop

trækker i den af Flaskerne, der var mærket: „Dansk

Tidsaand — Om rystes.“ . . . Svup! . . . En tynd R øg

sivede ud a f H alsen. D en var blakket af F arve og

saa sart, at den ved det m indste P u st dryppede ned

som Sjapregn. Men lid t etter lid t trak den sig samm en

og dannede af sine Grundelem enter de tre kabba

listisk e Ord, som er alle . . . [danske] T ings B egyn d else

og E n d e :

Til Gennetrisyn. — Som F o r ts æ t t e l s e . — E f te r O rdre.

Med dybsindig Undren betragtede v i den m agiske

Formular, da den i det samm e begynd te at virke.

Snart fra det ene Ord, snart fra to, og snart fra dem

alle tre væ ldede R øgen frem og dannede kiære, kjendte

B illeder . . .

Til Gennem syn . . . E f te r O rdre.

H er arbejdes, A lvorsfulde Pander bøiede over

alvorsfulde Korrekturer. — D e ærede M edlemm ers

Ord havde drysset som Manna over Stenografernes

P enne; m en Ord er troløse, og en Stenograf-Pen er

saa ækelt troværdig. Nu sam les Tømmermændene efter

D agens varme Slid og bruger baade Svamp og F il for

at glatte Arbejdet efter. Man har jo sine Væ lgere,

dem skylder man et „ G e n n e m s y n “ ; og man har jo

sine Førere, dem skylder man et „ e f t e r O r d r e “.

Og der arbejdes, korrigeres; Forløbelser forsvinder af

Verden som B læk for en Raderkniv, saa at Formanden

næ ste D ag m aa tage sin K lokke i sig igjen, og de døde

L inier faar n y tL iv v ed a lled eA a n d rig h ed er, som Hr.

Flov-

matocl

k u n d e have sagt, da han havde Ordet. Det er

maaske ikke ganske korrekt, det H ele; . . men enfin!

N attens Slendrian ruger over Jorden og dølger Mørkets

Gjerninger.

D et lysner atter. I D agens klare Skær staar

Sæ tterne henslæ ngte over deres Typer og stirrer for

ventningfulde ud i Rummet. „Kommer ikke Olaf T ryk

varsom , kommer ikke Ormen hin lange ?„ lyder det fra

i deres Læber, bare med en lille Variation: „Kommer

[ ikke Svendborg Sjette?“ . . . Kommer ikke hans Korrek-