42 / 433
35
tur? — Men Svendborg Sjette er lovgivend e undskyldt;
han slaar sig i dette Øjeblik m ed Haanden for Bry
stet, saa a t Korrekturen knirker i Brystlomm en, og
udtordner et ru llend e: Hvorfor kommer „
Tidenden
“
saa sen t i dette Land?
Men .de ærede Medlemmer sænker stille bævende
deres H oveder og hvisker:
,,Schwamm darüber.'“
Som F o r ts æ tte ls e .
A tter T ravlhed. — Kæmpestore Stykker V isk e
læder farer som dræbende K linger gjennem Luften, og
ved hvert Strøg triller Tusinder ud a f Finansloven.
D e t er den saglige Drøftelss, der ved loyal Forhandling
arbejder paa at skade ordnede Tilstande, og som derfor
til en Forandrieg skafter et u yt Provisorium .
B illed et skifter. K a s i n o s Direktører mylrer i en
uoverskuelig Mængde over hverandre for med Koner,
Børn og Barnevogne at udfylde de tomme Pladser i
Salen, m edens den adm inistérende sender alle B yens
B lade en F ortsæ ttelse af sit daglige journalistiske
B idrag: „ A t t e r i A f t e s v a r A l t u d s o l g t ! “
Til Gennemsyn.
P lakater hvirvler gjennem Luften til alle de tusinde
H jem : „Stor K ostum efest! . . . A lle Kostum er er til
ladte, naar de blot tillæmpes efter Ordre! . . . Skue
spillerinder frem vises! . . . D et tillades at fodre Skue
spillerne . . . Saasom der en anden D ag afholdes en
anden F est, bedes denne Plakat rem itteret efter Gjennem-
læ sningen.“
E fte r Ordre.
Jamm er og Nød! Grædende Husmødre — Hvad
er et Hjem , hvor In tet kan gaa i Vasken? — A lle
L ejere er hede i Hovederne, men alle Værterne er
kolde. Med skum le Miner og ubarmhjertige Vandlaase
i Hænderne klatre de op og ned ad Vandrørene . . .
In tet Vand uden paa Gasfitternes Mølle . . . ingen
Toddyer . . . skidne Børn . . . Forfærdeligt! — Kun
Dannebrogs
In terv iew ’er endnu i Stand til at finde Vand.
Changement. R øgen bliver tæ ttere og tæ ttere som
A sfalt og; tun g som otte Kirker. L ig en sagte Regn,
dannet af Væ rtshusholdernes Taarer, drypper den ned
over de nikkende Hoveder, der i Borgerrepræsenta
tionens Sal drøfter Stadens gem ene Bedste. — Nu skal
der stemm es. — Skjønne Projekter til herlige Reformer
bruser gjennem Salen, . . . Borgerne sam les i lyttende
Skarer om Raadhuset m ed vilde Forventninger lysende
ud af alle Øjne, . . . V ise Forslag til Forkastelse glider
fra Øre til Øre, . . . og Hovederne nikker, og .. . -----------
saa revnede Flasken.
T
W c
J
eg kjender et Hjem, ret et hyggeligt et,
For Kunst og for den Slags Ting,
Hvor nøjsomme Folk kan leve af Lidt
Og aldrig gjøre store Sving,
Hvor Peber og Salt fra holbergske Varer
Kun sjældent gjør Ganen Fortræd,
Hvor nødig man rundt paa Kothurner farer,
Saa man vrider Foden af Led,
Hvor Thevand er alt, hvad man tør begjære,
Og hvor man sku’ tro, der er trist at være,
:|: Jamen :|: — der boer den lille Pietro!
Den lille P ie tro han er Krohnedød
Et saa at sige Geni,
Hans Hoved ligger bestandig i Blød
Med Masser af Planer i,
Med Planer om Nyheder, Planer om Prøver,
Af den Slags, der kan lyses a’;
Og derfor som født Abonnent-Bedrøver
Bestandig Partiet han ga’.
Men aldrig han rammes af Kritiker-Flokken,
For de kigger slet ikke bagved Bl och en ; —
:|: Jamen :|: . . . der sidder lille Pietro.
Den lille Pi et ro som en frigjort Aand
Til Fru Melpomenes Men
Kan holde den skjulte Traad i sin Haand,
Som trækker i Chefens Ben.
En Fenrisulvs-Lænke er Traaden, han kryster,
Thi snildt er den vævet af Præk,
Af Ee d v ar d s Spyt, af smaa sorte Røster,
Af Vind og af Esmanns Skjæg.
Og alle maa springe, som Traadene hælder,
Og dog er der dem, som mod Lænken spræller, —
:[: Jamen :|: . . . saa kommer lille Pie tro!
At sige: saa kommer en »Instruktør«,
Hvorefter man har haft Bud,
Han lie’som Minerva af Jupiter« før
Af Pietros Hoved sprang ud.
Og i Inspektørernes
Bund, der dritte
Bli'er han naturligvis strax,
Endskjønt der bestandig er dem, der stritte
Mod flere af samme Slags.
Ej alle, der vil, faar et helt Theater
I priceligt Slagsmaal blandt Kammerater,
:|: Jamen :|: — det kan den lille P ie tro.
Nu gaar ’en igjen paa den vante Vis
I gamle P'a’er Holbergs Gaard
Til Thevandets Ære og Kunstens Forlis
Indtil — ja, til Gud veed hvornaar!
Det siges for vist, at naar Striden slutter,
Saa, ta’er man Pietro, lille Skind,
Og li’som en Kunst- eller Nipsgjenstand putter
Man i et Museum ham ind.
Men dog bli’er hans Aand i den kjære Familie,
Og man kan Irods tusind Emilers Villie
:|: Aldrig :|: Ta, Pippet fra lille Pietro!