45 / 433
38
E t O p g j ø r .
Imedens Hr. Sørensen venter paa Tø
Og Mildhedstegn fra Sydvesten,
I Hjertet spirer et Glædens Frø,
Fordi han med fast Løn og slets ingen
Feu
Med Tiden kan afspise Præsten.
Seks Kirker til faar han overladt
Til at bringe sig Trøst til Huse.
— Kun denne hersens Huslejeskat
Kan han nu slet ikke knuse.
Vor lille E e d v a rd holdt tappert Stand,
Da der var Mønter at hole
Til voreses egen Pon toppi dan,
Og slog sig til Ridder— hvad let man kan—
Paa Korset paa B e rn tse n s Kjole.
— I Fælledsagen blev dog vor Cohn
Saa flad som sin egen Muse,
Thi Frihavnsprojektets Rangerstation,
Den kunde han ikke knuse.
Imellem N y b o rg Havn og K o rs ø r
Gik „
Mjølner
“ paa Isbryderiet;
Den klared Trafikken med frelst Honnør
Og sled med Ilgods og Folk og Køer
Som en rigtig Stærkodder i ’et!
Paa Højden af Sprogø den krydsed’ og lod
Uanfægtet Hr. B o re a s bruse;
Men — Isplader paa en halvfemte Fod,
Dem kunde den ikke knuse.
Som Republikaner B a je r nød
I lang Tid »Fredens« Velsignelse,
Mens »Kvindesagen« en Bane sig brød
Blandt Fabrikanter af Vælling og Grød
For at bruge Fru M eyers Lignelse.
Men Skæbnen har nu mod hans Republik,
Skam, aabnet sin Vredes Sluse:
Skandalen, den i Panama begik,
Er mer, end selv B a je r kan knuse.
Fru G jø rlin g var tragisk fra Hoved til Hæl
Paa
Dagmars
tragiske Scene,
Med knusende Ro som en græsk Kapitæl
Og fri for hver »daarlig Kopi af sig selv«
Hun smelted’ selv Hjerter som Stene.
Men, da hun med Djævels Vold og Magt
Forsøgte at spille Meduse,
Saa fik hun tilbagelevert sin Kontrakt;
Den kunde hun ikke knuse.
S p i r i t i s t i s k I n t e r v i e w .
tø'tev
Punch
, der smigrer sigmed altid
at være et Hestehoved foran det
nyeste nye paa Jonrnalistikens
Omraade, har for længe siden ind
set, at Interviewet maatte have
en Fremtid for sig, naar man ikke
indskrænkede sig til at interviewe
^de Nulevende, dem, som man ser
hver Dag paa Asfalten, og
hvis Dagligstuepassiar, tilfældige
Ytringer, som nærmest fremkommer for snarest muligt
at blive af med vedkommende Deporter, kun kunne
have Interesse for Folk, der er skabte som — — naa
ja, som „Dannebrogs-Abonnenter“ . Skulde det have
nogen Art, maatte man ogsaa interviewe de Afdøde.
Til den Ende meldte
Punch
sig ind i spiritistisk
Forening, hvor han ved personlig Omgang med frem
ragende Aander har vænnet sig til deres Udtryksmaade
og hele Façon at være paa. Saaledes ser han sig nu
i Stand til at indvie den nye Ære med et Interview af
M anden p aa H esten .
Y i traf den celebre Mand i hans sædvanlige luftige
Lejlighed paa Kongens Nytorv, hvor han just med
elskværdig Ligefremhed var ved at børste de Prydelser
af sig, som nogle uærbødige Fugle havde forsynet ham
med. Vi bad ham om at skjænke os nogle Øjeblikke og
præsenterede os som En af D’Hrr. af Pressen.
— Ah, formodentlig fra „Den danske Mercurius ?“
sagde Manden velvillig.
— OmForladelse, Heres Højærværdighed: fra
Puncli.
—
P unch—
ah ! Den gamle Kavalier var naturligvis
saa elskværdig at lade, som om han kjendte os udmærket
godt. Han bad os med en affabel Mine tage Plads
paa en af Bænkene og beklagede, at han ikke havde
en Cigar ved Haanden.
Der udspandt sig nu følgende Samtale.
P un ch
: Tør jeg spørge Déres Højærværdighed,
hvad Deres Mening er om Theatret?
M anden : God, særdeles god. Virkelig særdeles
habil Mand, den
Directeur.
Det behagede os at finde
særdeles
Contentement
i den sidste Nyhed. Hvad var
det nu?
Punch.
„Et Samfund3ofier.“
Manden. Nej, det har jeg ikke overværet endnu.
Men det glæder mig særdeles, at den talentfulde
Autor — —
P u n ch
: Deres Højærværdighed veed, hvem For
fatteren er?
Manden. Skulde jeg ikke vide, hvem Autor er
til de danske Comoedier? Den Mand, som kunde saa
vel komme Folk til at le — —
Punch,
(gemytlig). Ha ha ha — ja, var det ikke
latterligt?
Manden. Ingenlunde. Je g ser derudi intet ridicult.
(Ængstelig) Je g skulde dog tro, at han holdes endnu
i Ære i Theatrene. Ser jeg ret, agerer de i Aften en
Comoedie, der spotter over de tydske Comoedier, der
ageres af — —
P u n ch
: Professor — —
Manden. Nej — von Quoten, mener jeg. Men
saa lever da altsaa endnu den gode Baron Holberg.
Hvis De ser ham, saa hils ham.
Manden slog ud med Haanden. Men
Punch
fore
slog, at de hellere skulde tale om noget andet, og
spurgte, hvad han mente om vore kommunale Forhold.
— Aldeles som i min Tid, svarede han, kun synes
jeg, at Renovationen er lidt mere primitiv.
Det
lader ikke til, at der bliver gjort noget.
Punch
mente dog, at der blev gjort ikke saa lidt.
Manden. Ja ja — derom, vil jeg ikke disputere.
Al eneste synes jeg, at det maa være slemt for de arme
Porteurs
at komme igjennem med Portechaiserne . Og
saa har man endda fortalt mig, at her paa Hallands-
aas er det renligste Sted.
Da det lod til, at Manden ikke rigtig havde fulgt
med Tiden paa det kommunale Omraacle, drejede vi
Samtalen ind paa det politiske. Det viste sig ogsaa,
at han var bedre hjemme der.
— Det har min allerhøjeste Billigelse, at velædle
Rigens Raad Hr. Viggo Hørup, som jeg hører, har
sluttet Forbund med Tyskerne for bedre at kunne
magte Svensken. Som jeg hører, er den svenske Felt
herre en vis S i g u r d ------
Punch-.
Det kan ikke nægtes.
M anden. Det skulde glæde mig, om det maatte
lykkes for Hr. Hørup, som ikke lykkedes for mig at
slaa den overmodige Svenske til Jorden. Gjør en stor
Mand af ham — —
Punch-.
Men gjør det langsomt
—
aa, det kj ender
jeg fra Thrige.
Manden. Ja , det var min højsalige Faders Ord
om nu afdøde Grifienfeld. Je g skulde have fulgt det.
Han saa tankefuldt frem for sig Vi forstod, at
Audiensen var forbi. Vi rettede derfor kun endnu
de i denne Tid ikke usædvanlige Spørgsmaal til ham,
hvad han mente om Samaritanen, og hvordan han
klarede det med sine Vandrør, og fjernede os saa med
en Tak for hans interessante Oplysninger.