49 / 433
42
E t P u s t e r u m .
&
&
0
INaar Stormen har lagt sit Arbejd ned,
E t skikkeligt Havblik i Regelen følger,
Hvorunder de nys saa oprørte Bølger
Ser ud som den pure Samdrægtighed.
Den Kraft, der tumled’ sig bister og vred
Og brøled’ og syded’ og spruded’ og skummed’,
En nivellerende Magt har fornummet,
Saa Fladen er atter rolig og glat
Som F o i k e t h i n g e t , hver Gang en Debat
Om »Storpolitiken« er nylig forstummet.
Omtrent et Par Uger rasede Blæsten
I Thinget og piskede Publikum
I Synet med rigelig Fraade og Skum
Og andre Slags vandede Udbrud for Resten,
Saa Thinget saa ud som en Syndflod næsterl;
Men lige godt skete det hartad utrolige,
A t Elementerne atter blev rolige;
Og her, hvor Bølgerne gik noget højt,
Og plasked’ med
C
h r is t e n s e n
- S
t a d il s
Sprøjt,
Er Brændingen dæmpet
a f F
r e d e s
Olie.
En halv Snes Neptuner med samt deres Forke
Piar aabenbart her gjort Kyklonen mat,
Nu høres her ingen hidsig Debat,
Men ikkun en Lyd af de Udvalg, der snorke.
En Brise, der nærmer sig stærkt til Agurke-
tidens mildtluftende Søndenvind,
Har vugget i Dvale de stridige Sind
Og Hoveder med, som her oppe sig flokke;
Endogsaa paa
H
ø g s b r o e s
famøse Klokke
E r Knebelen slumret blidelig ind.
Men, efter et Havblik kan, som bekjendt,
Fra
B
o r e a s
ventes en ny Tragedie,
Det vil man nok sande, inden den
3
dje
Behandling af »den o r d i nær e« er endt.
Det troløse, skummende Element,
Der dannes af mundrappe Folkehelte,
Vil snart (?) sine fraadende Bølger vælte,
Selvfølgelig under behørig Blæst,
For at konstatere »den s k a r p e Pr ot es t «.
— Siden kan altid man sammensmelte.
S m a a R o m a n e r .
Hr. P u n c h !
Som varmhjertet Højremand f o r
sømmer je g ingen Torsdag at læse
alle D eres
4
kolorerede Billeder.
J eg skylder Dem altsaa den Venne
tjeneste at meddele Dem mm inder
ligste Beklagelse over D eres ind
vendige Text
,
der i en saa ringe G rad
sva rer til Nutidens Fordringer. Jeg
ive Dem det Raad
,
at De snarest mulig se r Dem
i
Politikens
Spejl. N aturligvis billiger je g ikke dette
B lads Aand ogTone, men je g maa sgu indrømme
,
at
det er storartet redigeret.
Vi Højremænd har vor
Styrke i at være upartiske
,•
je g har følgelig været selv
skreven Abonnent paa „Poliiiken“ lige siden dens S tif
telse
,
og je g undlader aldrig at kjøbe den
,
naar den
f albydes paa Jernbanestationer og Dampskibe. I Højre
sagens Interesse maa je g d erfo r anmode Dem om at
tage et Ku rsu s i moderne Journalistik hos denne vor
fæ lles Modstander. D eres
H
0
j r em an d .
En Meningsfælles Mening er os altid kjær. Strax efter
Modtagelsen af ovenstaaende Skrivelse skyndte vi os derfor med
at anskaffe et Bidrag til en af de Rubriker, der gjør G am le
h e r ups Organ saa tiltrækkende for alle upartiske Læsere.
Med samme Omhu som vort Forbillede har vi omhyggelig
undgaaet at benytte sproglige Vendinger og Ord, der kunde
rebe den lille Artikels oprindelige Hjemstavn.
R e d .
Kjærllghed og Mordforseg.
I det Land, i hvilket passerer den Fortælling, som
vi nu gaar at beskrive, var beliggende et Interiør af
de lykkeligste. Dets Ejer var en Hr. M on sieu r X.
Hans borgerlige Navn vil for os andre Danske nærmest
kunne gjengives ved
Øllebrød.
Denne Hr. Monsieur Øllebrød havde adopteret hos
sig nogle rodløse Existenser af en fremmed Kace. D’Hrr.
M on sieu r E e d o u a rd , M on sieu r P ie r r e A u tre ,
M on sieu r V ig g o de B en tm a iso n , Monsieur_ de
C a v e lin g ,n é O lsan g og nogle øvrige var af disse
Existenser de mest remarkable. Med krum Profil,
som var enten medfødt eller Imitation, gik de om
Sommertiden løs paa disse Kapitalister, hvilke er en.
sand Pest for alle frimodige, evropæiske Chevaliers
de Rømers- & lntegade, medens de om Vintertiden