50 / 433
43
logrede for Hofkjolerne paa disse samme Kapitalisters
velgjorende Markeder. En saa megen Frisindighed fik
sin Løn fra Plejefaderen, der anviste dem et sort
Hjørne til Opstillingen af deres Logos-Tempel og
overloddemenkgl.Kammerckefmed to Sceneinstruktører
til deres Opvartning.
Til Gjengjæld opfattede de smaa evropæiske
Amoriter
— thi dette er de rodløse Existensers Races Navn
efter de nyeste Forskninger — det som en for dem kjær
Pligt at udhyle Plejefaderens Fordummelse paa saavel
alle andre som paa Fædrelanderiets Omraade. Men
Hr. Monsieur Øllebrød stadig kun trak paa Skuldrene,
sagtmodig smilende ved de smaa Amoriters racende
Begavelse
Imidlertid, Plejefaderen havde en Nabo, sammen
med hvilken han levede paa en spændt Fod. Monsieur
Øllebrød havde nemlig en Gang haft i sit Hus en vis
Frøken S le s v ig , af hvilken han var stærk elsket.
Men denne havcfe Naboen bortført mod hendes Villie
øg levede nu sammen med hende i et for Lejligheden
opført, skummelt Hotel, havende det mærkelige Navn:
„Paragraf
5.“ Han behandlede hende ilde, thi hun
græd meget. Men saa ofte hun udstrakte hedende Arme
efter sin første og eneste Kj ærlighed, straffedes disse
Arme med Bøder og Fængsler.
Det er en Følge af sig selv, at de smaa Amoriters
Sympathier var aldeles paa Naboens Side. Thi han
var for det Første ikke deres Plejefader og havde
altsaa ikke været saa fordummet at tolerere dem paa
et sort Hjørne. Han havde for det Andet et
Tageblatt,
i Kælderen af hvilket en stakkels, forfulgt Amorit
kunde finde Husly, naar den hundsvottige Plejefader
vilde ikke unde ham en Smule Professorbolig. Og han
var for det Tredie den Stærkeste; . . . smaa Amoriter
holder for visse Grunde altid med den, af hvilken der
er størst Sandsynlighed for at faa Prygl, naar man vil
ikke være liggende paa sin Mave.
En Dag fornylig vilde saa de smaa Amoriter gjøre
sig aimables for den af disse saa meget elskede Nabo
De komponerede en melangeret Væske, bestaaende af:'
2D e le ................Galdegult.
2 „ .............. Berlinerblaat.
2 „ .............. Reptilie-Grin og
4 „
Bukseryste-Toddv;
Denne Melange, emballeret i en saakaldet „ledende
Artikel,“ kastede de Frk. Slesvig i Midten af hendes
Ansigt. Men ved Lykke strandede Attentatet: det tog
h v e rk e n L iv e t a f hende e lle r nedbrød hendes
S und h ed og Hum ør*), men derimod sprøjtede
Væsken tilbage paa Udkasteren og borteetsede de sidste
Rester af Masken, med hvilken han havde siden lang
Tid udgivet sig for so dansk, so dansk en Mand, der
nogensinde er født i Halvasien. —Den Saarede betragtes
som inkurabel.
H r. Punch !
De h a r 1i/stillet m ig el K o r
r e k tu r -A ftr y k a f D eres nye A rtikel,
betitlet „K jæ rlig hed ogM o rd fors øg“.
j e g nødsages v e l d e rfo r til at
udtale en A nerkjendelse a f D eres
velm ente F orsøg f a a at fø lg e m ed
Tiden. Sam tidig h a r je g und er
D ag s D ato tegnet m igsom Abonnent
f a a to E x e iu f la re r a f
»Politiken«
f o r des bedre at
ku n ne holde Øje med\ hvor vidt dette B la d tor gaa.
D eres varm hjertede
H ø j r e m a n d .
*) Politiken incentt, Punch imitavit.
B i o c h .
(Overordentlig frit efter Bagges en)
Der var en Gang Instruktører to,
Og det var vist ogsaa nok.
Især den ene var forholdsvis go’ —
Og det var naturligvis B loch .
Saa kom der en tredie — han valgtes ej
A f Kunstnernes egen Flok,
Men derimod var han af samme Dejg
Som denne usalige B loch .
Det harmed B o r c h se n iu s, „Dannebrogsmand,
For han var nu ikke et Pjok,
Og derfor saa svor han, at nu vilde han
Blochere den gode Hr. Bloch.
Den første berendende Dyst, de tog,
Da gav det et vældigt Chok;
Hos M an icu s Bloch sin Krigslejr opslog —
„Her skriver nu jeg,“ sagde B loch.
Til Kammerherren kom Kunstnere tre —
Bagefter kom næsten en Skok —
De syntes nu, det var en god Ide.
„Ja, gjør I kun det,“ sagde B loch .
Borchsenius blev i sin Hu saa gram,
Han løfted sin kritiske Stok:
„Sæt, Secher, en Præmie ud for ham,
„Der skaffer os af med Hr. Bloch.
„Jeg sværger, og hør Du, ung Secher, derpaa:
„Jeg klipper ej Skjæg eller Lok, ,
„Før røget ud af sin Hule vi faa
„Den trædske, den nedrige B lo c h !“
Ung S e ch e r svared, der han tren frem:
„Interviewerne er jo
en vogue
,
„Men skidt — jeg vil sværge at stryge dem,
„Indtil vi faar fældet den B lo ch .“
Men Bloch sad rolig, spandt listige Raad
Paa sin diplomatiske Rok.
Hvad nytter det vildeste Mod til en Daad
Som at løbe Storm mod en B lo ch ?
Og kort at fortælle: det gik dem omtrent,
Som i. sin Tid det det gik Mallebrok;
Alt var ved det gamle, da Slaget var endt. —
„Nu sidder jeg godt,“ sagde B loch.
Moral.
Gjøre Chok mod en Bloch — den Ide er barok —
Sikkert nok ligger han i sin Dok.
Lok og rok, sjok som Pjok, eller list Dig
paa Sok:
B lo ch han er og han bliver: en Blok.