54 / 433
47
Men ak! — der kom flere! — thi mærkelig nok,
Skal Godtfolk jo altid beklage sig,
Og derfor vil nu Kammeraternes Flok
Slet ikke la’e Grovfilen smage sig!
Og de skriver Pjecer, og Bladene skænd’s,
—G-ud veed, hvor de gider! — men ve dem! Imens
De fnyser og raser med rynkede Bryn,
Der høres et Raab som et hævnende Lyn:
Hr. Jø r g e n s e n kommer i Morgen!
Thi vogt dig, o Læser! — det ilde dig gaar,
I Fald hendes Navn Du blot nævner;
Gaa ej i Foyer’en, hvor Statuen staar,
Og fly hendes Bøger, — de hævner!
Om Folk som Fra Sød rin g o g P h is te r vil ta’e
En Tørn med en vred Arkivar, nu ja,
Saa la’ dem! — Men tænk blot med Gru i Sind,
Hvordan det vil gaa dit syndige Skind,
H v is Jø rg e n s e n kommer i M orgen .
I v e l g j a r e n d e Ø j e m e d .
(Hansen med Familie har staaet
2
Timer i
Queue for at komme ind til Vintermarkedet i
Koncertpalæet. Omsider er det lykkedes dem).
Hansen. Kom nu her, Mutter, kom
her allesammen! nu skal
1
sgu se Stads.
Vi vil se rigtig paa det altsammen i Ro
og Mag, lige til det er forbi, og ikke lade
noget gaa fra os. Føst skal vi til Prin
sessen og kjøve Blomster, og saa ska’ vi
se Trylleforestilling og Koncert ogKomedie.
Madam Hansen. Hva’ er’ et nu,
at det er te’ Fordel for?
Hansen. Aa, det er sgu vist Smalleri-
tanen. Eller osse er’ et Nejerne i Amerika
eller saadan none Krapylere. Men det kan
jo være ligefedt. Fakta er, at det er i vel-
ædende Øjemed. Hvad er ’et med Drengen?
Har han faaet Benene ind i den Dames
Sjal?
Mad. Hansen. Ja, han vilde baresen
sitte sine Fødder bagpaa Damen, fordi at
saa muligvis han bedder kunde se.
Hansen. Naa saadan
(trøstende til
Damen).
Ja, det skal De nu aldrig kære
Dem om, min Dame. Drengen han er nu
som jeg vil sige ligesom lidt sjemvtlig af
sig, naar han kommer ud mellem Folk, og
han gaar sgu saa tidt og raver sig ind i
saadan noget. Det tager han sgu ineen
Skade af, De skal se jeg klarer nok Relig-
heden — — Se saa! Nu er den Balade
klaret. Nu kan De godt værpe videre —
væs’artig,
(forbindtlig)
Den havler nok, jeg
kan se, De formelig driver. Men det skal
De inte kære Dem om, det kvikker sgu op i
denne Kulde.
(Til Mad. Hansen,
mens
Damen
fjerner sig).
Man maa jo være lidt galant
mod Damerne, Mutter.
Mad. Hansen. Ja, Du er nu altid
saa farlig poleret, Hansen. Du har Tavet.
Hansen
(smigret).
Ja, man har jo
dov noet Dannelse i Livet. Naa, kom nu
her. Jeg vil gjeme væk fra den Herre,
der staar og klør mig bag Øret med sin
Stok.
Mad. Hansen. Hvornaar er ’et a’
Forestillingen begynder?
Hansen. Jeg tænker, at nu skal vel
de Folk først gaa,der har set det en Gang,
saa kommer vi andre nok til. Vi kan jo
spørre os for. Aa hør, De der, De vil
da inte have været saa venlig og sige
vos, naar at dette hersens Komedievæsen
begynder? — — Hvad for noget? Er det
slets inte i denne Sal ? Er ’et i denlille ?
Saa skuFan’en da osse staa i den lille.
Ja, der er vel inte andet for, end at saa
maa vi se og hitte ind i den lille. Vil
Du tae Drengen, Mutter, saa skal jeg
tae lille Gusse. Er I der nu allesammen?
Saa kjør’ vi med Lammene.
(Efter en Times ihærdigt Arbejden sig frem
gjennem Trængselen er det lykkedes Familien
Hansen ad utrolige Omveje at komme tilbage
til den Dør, som de kom ind ad).
Hansen. Pyh — det ka’ man da kalde
en Svedekur. Men nu skal vi ogsaa være
der — omtrent. Er
1
her nu allesammen?
Mad. Hansien. Ja, men Fatter —
er Du nu ogsaa vis paa, at det er den
rigtige Vej?
Hansen. Ja, tror Du kaske inte,
at jeg kender Vejen her. Jeg har jo
selv ha't Arbejde paa Bøgningen.
Mad. Hansen. Ja ; det er nu saa
længe si’en.
Hansen. Det er sgu ligefedt. Naar
man selv har bygget Huset, saa kan man
sgu inte saadan gaa hen og glemme, hvor
dan at man selv har ingrettet d e t-------
Undskyld, min Herre, at jeg tager og
puffer Dem lidt mellem Revensbenene,
men jeg skal sige Dem: nu begynder det.
Mad. Hansen. Er Prinsessen osse
i den lille Sal?
Hansen. Ja natyrligvis. Jeg skal
sige Dig, Mutter, den lille Sal er nemlig
mere berejnet paa den bedre Del af Publi
kummerne. Skravlet faar Lov til at blive
i den store, mens Honeratioribusserne
ser paa Prinsessen og Komedien i den lille.
Det er sgu inte for Smaafolk og komme
der. Men en Krone er jo heller ikke saa
faa Penge og give ud til saadan noget.
Man kan snart komme to Gange paa
Komedie i et rigtigt Theater for de Penge.
Naa — lad vos nu passe godt paa og faa
Børnene med. Nu skal I sgu faa noget
og se, som I ikke ser hver Dag. Se saa
— denne Vej med Sølvtøjet.
(De gaar ud af Indgangsdøren og kommer
ud i det fri).
Hansen, Det var Satans. Det var
jo samme Vej, som vi kom ind. Men vi
kan jo spøre den Herre der ved Døren,
hvordan vi kommer ind i den lille Sal. —
— Gaaet fejl? Ork Gud nej, jeg kender
da som sagt nok det Hus, jeg selv har
Hva for no’et? Skal vi betale Angtré
en Gang til for at komme ind igjen? Og
oven i Kjøvet 50 Øre extra for den lille
Sal? Nej, De'kan tro nej, Moppe, saa
maa de sgu hellere beholde det hele seh.
Kom saa Mutter, kom saa Allesammen,
nu skal vi hjem. Jeg sagde nok, at vi
skulde have blevet, hvor vi var.
Men nu
fik vi da alle de Mennesker og se.
D et
er dov ligegodt inte hver Dag, man
ser
saa mange samlede paa et Brædt.
£vl
E n lille Neger rejste
For
Dannebrog
til Markedsfest,
Det gjaldt en halv Snes Spalter,
Thi sled han som en Hest.
Og S e c h e r havde givet
Ham Paalæg med den Gang, han gik:
„Husk vel, at vi er Hofblad,
Ser du lidt Spyt, saa slik!“
Den Neger spekulerte:
„Er Bedaktøren bleven gal?
I salig
Morgengnavct
Var man jo radikal.“
Sit Paalæg dog han fulgte,
Han soled sig i Hoffets Glans,
Gik ganske
od
i Rollen,
J a gik fra Vid og Sans.
Prinsesser og Komtesser
Han stadig gik og snuste om,
Samt kigged dem i Kassen,
Hver Gang en Køber kom.
Ha,ri kom til Z in k se s Stade
Og der, hvor Ola fs Vitser gror,
Han sanked hvert et Guldkorn,
Som trillede til Jord.
Og Tombolaens Snurren.
Helt hjemlig i hans Øre lød:
Den kjender han fra Præmier
For Vid og Øllebrød.
Saa gik han hjem til S ech er
Og sejled i det bare Vand.
Han smilte, thi nu havde
Han set en Venstremand.
Med dette Numer følger et
illu s tr e r e t A n n o n c e -T illæ g .