S_Punch_1893

Konsulerne bor saa langt fra hverandre. Men saa faar

De vel ogsaa en pæn Modtagelse? . . . Ikke det?

. . . Siger De, at Konsulerne er Gniere til Hobe? . . .

Aa, veed De hvad! det er da ikke Enhver, som kommer

løbende, der saadan uden videre faar et Par Kroner

ved Døren. Naar De bare lægger Ho’edet paa Siden

og beder rigtig pænt om „en liile Sssskilling i Danne

brogs Navn, for jeg er saa ssssulten“, saa skal De se,

at Konsulerne ogsaa kan være go’e Mennesker. Det

er ikke umuligt, at De oven i Kjøbet faar Adgang til

Vinkj ælderen, saa at De kan slaa en Basseralle a’ med

et Par gode venner.

Men hvad vil De giøre, naar De nu kommer ud

mellem de vilde Indianere, for der er jo ingen Kon

suler? . . . Naa, ja! . . . Aa, ja! . . . Tru De bare

Indianerhøvdingen med, at han skal komme i Bladet.

De kan jo for Exempel fortælle ham, at vi en Gang

aa Tro og Love har taget Livet af 11000 exemplariske

læsere, fordi de troede, at de kunde leve efter vore

præmierede Spisesedler. Og saa kan De fortælle ham,

at vi har skalperet en kgl. Sceneinstruktør, saa at han

nu ikke kan røre sig af Udmattelse, og derfor er nød

saget til at blive siddende i Embedet. De skal se, at

saa bli’er Høvdingen imponeret og gi’er Dem frit Op

hold paa Indianer-Ladegaarden.

A propos, — kan De ikke ved Lejlighed komme

til at plyndre et Jernbanetog? — naturligvis bare for

at sætte Kulør paa Korrespondancerne. Husk paa, at

De er i den moderne Journalistiks Tjeneste; De maa

skam gjøre noget, der kan hæve Standen. Lad det

bare gaa landstrygende, — det er

asongen! . . . Hva’

beha’er? . . . Om vi ikke har en gammel Frakke at

sende Dem? — Nej, Kjære! nu har selv den store

B o js e n vendt vore gamle Klæder saa tidt, for at de

skulde se ud som nye, og dog vil Ingen tro paa det.

Men vi skal sende Dem en f>0 Øre til Nattelogis, naar

De kommer til Sankt Peders Gjæstehjem i San Fran-

cisko . . . Hva’ beha’er? . . . Kommer der en Mand

forbi, som ser ud til at have en Sixpence tilovers for

en stakkels, fægtende Journalist? . . . Saa vil vi ikke

opholde Dem . . . Hva’ beha’er? . . . Gav han ikke

no’et? — Det er oprørende! — Men nu skal De ogsaa

høre, hvad vi har skrevet om Dem:

Jorden rundt

f o r Konsulernes Penge.

Hele den dannede Verden i den anden Verden

følger stadig vor fægtende Korrespondent med begej

stret Interesse. Overalt vækker hans selskabelige Ta

lenter og fine Takt udelt Beundring. Exempelvis an

føres, at han hos en Konsul, der ydmyg søgte at vinde •

vort Blads Bevaagenhed ved at anmode vor Korre

spondent om at modtage et mindre Pengelaan, havde

Belevenhed nok til at spytte paa Loftet for ikke at

tilsmudske det elegante Brysselertæppe!

Enhver, der paastaar det modsatte, indbyder vi

høfiigst til et Besøg paa vort Kontor, saa at vi kan

tildele ham et Par Kraft-Skaller paa hans flabede

Snude, indtil han lærer at feje for sin egen beskidte

Dør. —For at sætte vor Korrespondent i Stand til at fuld

føre sit verdenshistoriske Foretagende, har vi nu be

sluttet at oprette en in te rn a tio n a l S am a ritan foi

v o re fæ g ten d e M ed a rb e jd e re . Bidrag til dette

smukke Øjemed kan med vedføj et Abonnementstegning

paa Bladet indlægges paa vort Kontor under Mærket:

„N aada, S vend — D en -e’ -ren !“

P a n a m a ?

Hver Tid sin Skik! — Hvo gider tale

Om, hvad der gaar og ej gaar an,

Nu, da en Panamaskandale

Hør’ til i hvert et ordnet Land?

Det er ej længer fint at tigge,

Naar man kan ta’e, hvad man vil h ’e,

Men det er fint paa Straa at ligge, —

Naar Straaet er fra „P an am a “ .

At skalle sig en topmaalt „Blåme“,

En, som har rigtig Art og Skik,

Er just en superfin Reklame

For en moderne Republik.

Selv D rachm ann — ham med Ungdomsmodet —

Kan nu ta’ Hatten paa og a’

Og gi’e Edith’er den i Ho’edet, —

Naar blot den er fra Panam a.

Maa det da ej vort Hjærte fryde,

At en jagd-kyndig Rigsdagsmand

Har fundet ud, vi snart kan byde

Paa „Panamaer“ i Danas Land?

Det kan umuligt være Andet;

Thi det er klart, som selv han sa’e:

E t Banetog, der gaar i Vandet,

Før’ lige lukt til Panam a.

Der svælger saa i flotte Vaner

Hver Fører for ethvert Parti;

Han kører rundt med nye Baner

Og lever højt af Sjakreri!

Og det vil ses, at de Millioner,

Som Du og jeg og andre ga’,

Blev i vort Rigsdagslivs Regioner

Et provisorisk Panam a.

Med Jembanefart, — hvor prægtig! —

Maa da den hele Bunke . . . svup!

I sort Kachot, mens J a g d andægtig

1 Skrifte ta’er den trædske Trup. — —

Men ak! . . . . Endskjønt vi haardt kan trænge

Til lidt Humør deroppefra,

Kan vi vist kigge meget længe,

Før Toget gaar til Panam a!

KØBENHAVNS

WØMMUNEBIBLIOTEKØ*