57 / 433
5 0
G o d t k j ø r e n d e .
3
/ V ' ^ o i ?
H L
U
4 * J i
3
<
■' <
® r 3 ^
j // .-««i
V ort elskelige Folkething har stedse
Be f o r d r i ng s væs en e t hos os
Beæret med en Interesse,
Der ikke sjælden bød Kritikken Trods.
Endog i Thingets Visneperiode,
Da »Arbejdsplanen«, mildest talt, var flov,
Blev Vælgerfolket gjort til Gode
A f
B
u s k
med en Station ved Lou.
Ja, mellem Venstremænd kan mindes mange,
Der har for lave Kjøretakster stridt,
Som, for Exempel, den Gang
A
n d e r s
T
a n g e
Bag paa en Diligence kjørte frit.
Og det har ingenlunde voldet
Partiet nogen særlig Plet,
A t
s a lig T
a u b e r
en Gang
jo lle d ’
Til Hovedstaden paa en Mad-Billet.
Vi husker godt endnu de glade Dage,
Da Thingets første Mænd blev set
Op til Am a l i e n b o r g at age
I Byens fineste Kareth,
Og den Bedrøvelse, der var at høre,
Naar en og anden Fører led den Tort
At komme saa uheldig op at kjøre,
A t
p r .
Salatfad han fik fri Transport;
Hvordan der Fløde var at skumme
P'or billig Kjørsel ligefrem,
Da nogle Bæster var lidt hestedumme
Og trak en Førers Droske hjem,
Og hvordan blandt de støtte Vælgermasser
De djærve Chefer rulied om
I deres egne Rumle-Kasser
Og »rumled« om en Fremtidsfolkedom!
— Nu er der andre Kjøreplaner,
Det gjælder om at faa i Stand !
Med hele f emt en nye Baner
Vil de forsyne Danmarks Land!
Projektet er, min Sandten, blændende,
Især da det skal fremmes i Galop
Som Tegn paa, at Forhandlingsmændene
Dog ogsaa kan faa Dampen op.
Naar hvert og et af Landets Sogne
Forsynes med sin egen Banegaard,
Begynder Folkeaanden nok at »vogne«
Op til et nyfødt L iv i Aar.
— Kun til Fortvivlelse det driver
Piver stakkels »rodløs« Evropæer,
A t man ved Pljælp af ny Lokomotiver
Ham denne Gang en Fløjte skær’.
D e n t r a n s a t l a n t i s k e T e l e f o n .
Klinge linge ling!
- Hallo! . .
Maa jeg be’e om
Amerika! . . . Hva’
beha’er? . . . Har
De ikke Telefon
forbindelse
med
Amerika? . . . Vil
De
øjeblikkelig
skaffe mig Amerika
i Tale, eller jeg
bevidner paa Tro
og Love, at jeg
la’er Dem inter
viewe af V ic to r!
. . . Naa, saa det
bjalp ?—Je g tænkte
det nok.—Hallo!...
Er det Amerika
? ...
Godda’, Amerika!
. . . Vil De behage at sætte os i Forbindelse med vor
fægtende Korrespondent! . . .• Hva’ beha’er? . . . Hans
Ntimer? — Det veed jeg ikke; men han plejer at kunne
findes paa Numer 00 . . . Ja, ja, se ad!
Hallo! . . . E r det S v en d TJrén, jeg taler med?
. . . Nej, De skal ikke være bange, jeg er ikke Gendarm,
jeg er Redaktionen. — Naa, hvordan gaar ’et, gjæve
Svend? Holder De Fanen højt? . . . Nej, Fan’en heller,
jeg mener naturligvis gamle D a n n e b r o g !. .. Hvor højt
siger De? . . . Kan De ikke taxere Dannebrog lavere
end til gratis Aftensmad for en velvillig Omtale? —
Tag ikke Munden for fuld, Kj ære! Hvis Vedkommende
vil indtegne sig som Abonnent, maa De nøjes med en
Rundtenom. — Kommer De ellers godt fremad? . . .
Naa ja, for De husker jo nok, at de skulde bane Dem
Vej med Deres Arbejde? . . . Herre Gud, slider De
virkelig saa voldsomt? Ja , det vil jeg tro: det maa
være et strængt Arbejde at gaa de lange Veje, siden