123 / 165
H E L S I N G Ø R , G U R R E , F R E D E R I K S B O R G , R O S K I L D E
Byen med Prospekter af Kronborg til den ene og
Hveen til den anden Side; men det, der trak stæ r
kest i mig, var Gurre og den deilige Vei dertil, for
bi Kronborg Ladegaard, Teglværket og Teglstrup
Hegn, som jeg dog en Dag fik en Rædsel for; jeg
havde sat mig rigtig godt tilrette med »Karlmas
sen«, som jeg kalder min Malerkasse, da en Flok
Bier eller Bremser pludselig overfaldt mig, sum-
mende og brummende mod Paraplyen, og da jeg
har hørt saameget om, hvordan de ved deres
Mængde kan pine, ja dræbe, baade Mennesker og
Dyr, styrtede jeg i vild Flugt ud til Landeveien, der
heldigvis var nær ved; efter at have sundet mig
lidt, gik jeg derind igen for at redde mine »Greier«,
og da var heldigvis Sværmen trukket væk.
Men nu til Gurre. Der er et eget Trylleri over
Egnen, ja i selve Navnet; de poetiske Folkesagn
om Volmer og Tovelille, om den vilde Jagt, ja, lad
os høre, hvor betagende Thieles Folkesagn fortæl
ler en Bondes Beretning om, hvorledes han engang
oplevede at se Kong Valdemar jage: »Jeg husker
grant fra den Tid, jeg endnu var. en Dreng, at jeg
en Aften blev sendt ud for at hente vore sorte He
ste, som gik paa Græs i et Krat ved Valdemars-
lund (en G aard i Nærheden af Gurre). Det var
en mørk Efteraarsaften. Vinden susede mig om
Ørene, og Regnen piskede mig i Ansigtet. Jeg var
ikke vel tilmode, hverken over Vejret eller over
Mørket, og underlige Tanker løb rundt i mit Ho
ved. Med et hører jeg Hundeglam, Hestetrampen
og Lyd af Jægerhorn, der klang for mine Øren
1 2 2