125 / 165
H E L S I N G Ø R , G U R R E , F R E D E R I K S B O R G
,
R O S K I L D E
den var forgæves; Jagtlarmen tiltog og kom næ r
mere og nærmere. Jeg syntes at se en Rytter paa
en sort Hest i flyvende Fart over mit Hoved, hvor-
paa Larmen igen fjernede sig og ophørte ganske,
efter at et Skud var faldet henne i Krattet. Jeg
var endnu stedse vildfarende og i stor Frygt for at
styrte ned af en Skrænt, som jeg vidste var i Nær
heden. Da tænkte jeg paa Vorherre, vendte min
Trøie — jeg havde hørt, at det skulde være godt —
strax klarede det op, og jeg var lige p aa Kanten
af den omtalte Skrænt. I største Hast stod jeg op,
vendte om og var snart hjemme, hvor jeg fik at
vide, at det var Kong Volmars vilde Jagt, jeg havde
hørt og seet.« — ■—
Men først og sidst er det den vidunderlige, drøm
mende Sommerdags-Stemning over Ruinen, Søen
og Skovene rundt om, som nok skal kunne inspi
rere Malere og Digtere, ja:
— husker Du Sjølund, den deilige 0,
hvor de vilde Skovduer kurre,
de duftende Bøge, den stille Sø
husker Du Gurre?
I en saadan Stemning har jeg, efter at Jernbanen
blev aabnet og man paa et P ar Timer kunde kom
me dertil, ofte siddet malende og fordybende mig
i det Skønne, der rørte sig om mig: Svalernes rast
løse Flugt, Droslens og Nattergalens Slag inde un
der Bøgenes Kroner saa det svarte med Ekko, Skov
duernes Kurren, ja alle de Lyde, en Maler hører,
124