126 / 165
H E L S I N G Ø R , G U R R E , F R E D E R I K S B O R G , R O S K I L D E
naar han borte fra Mennesker, stille og tyst, sidder
ved sit Arbeide, og er han end ikke en Mester,
saa,
hvis han i Andagt lytter til Naturens stille Virken,
er hans Arbeide ikke forgæves, nei, da har han
havt et Møde med sin Skaber.
Saadan malede jeg en Dag i Gurrevang et af
de store deilige Bøgetrær ned mod Søen, og da
jeg var færdig, eller rettere, havde arbeidet mig
træt, spadserede jeg gennem Skovene til Frede
riksborg.
Senere, efter at Slottet var genopbygget baade
ud- og indvendig, kom jeg der ofte, der var jo me
get at tilegne sig, og da jeg saaledes en Dag gik i
Slottets Sale, mødtes jeg med den i sin Tid saa be
undrede Skuespiller Hultmann, nu Pensionist, men
med sit endnu ungdommelige og elegante Ydre; da
jeg lagde Mærke til, at han og hans Hustru træng
te til Veiledning, og jeg var fortrolig med Værel
sernes Indhold, tilbød jeg dem min Bistand, og
det blev et meget fornøieligt Samvær; Hultmann
var stærkt interesseret i alt hvad han saa, og da
vi endelig kom ned i Slotsgaarden, gik jeg til Po rt
neren for at faa min Malerkasse. Da Hultmann saa
den, sagde han: »De er Maler?« hvortil jeg forkla
rede, at jeg ikke ernærede mig som Kunstner, men
at jeg i Ferierne hengav mig dertil af Hjertens
Lyst, og da Hultmann, som ogsaa dyrkede Maler
kunsten og tyede til den som et oplivende Middel
mod sin overhaandtagende Melankoli, hørte dette,
skiltes vi, som det lod til, Begge oplivede og tak
nemlige for hinandens Selskab, Hultmanns til Fre
125