118 / 221
»Men«, fortsætter Shamrock, »er børn og barnlige sjæle ikke et
begreb uden for tidens strøm? De har altid været der og vil altid være
der. En verden uden ville være en umenneskelig verden. Derfor skal
man også være forsigtig med at sige, at en kunstner som
Bundgaard, hvis sjæl var og blev barnlig mere end nogen andet, at
han hører fortiden til.«
For i kampen mod sine underjordiske fjender, som han kaldte
dem, blev hans sårbare sind besk - han væbnede sig med »en for
bløffende blanding af galde og munterhed, som man kunne tænke
sig, at en ase ville være det i et Bundgaardsk Valhal.«
Anders Bundgaard hørte til en kunstnergeneration, som kom til at
udgøre en jysk bevægelse i hovedstadens kulturliv: forfatterne
Jakob Knudsen fra Agger sund, Johs.V. Jensen fra Himmerland,
Jeppe Aakjær fra Salling, Johan Skjoldborg fra Hannæs og Thøger
Larsen fra Lemvig.
Arkitekten Nyrop kommer fra Holmsland Klit, og billedhugge
ren Anders Bundgaard fra Rold og Rebild, med stampende
Cimbrertyr i Alborgs moderne gadegennembrud, og trækokser ved
Københavns Toldbod, hvorfra andre jyder samtidig emigrerede til
USA for at søge lykken.
Litteraturprofessor Vilh. Andersen, der karakteriserede den jyske
forfatterkreds som romantisk-realistisk kårede hjord- og hyrde
drenge, havde også sans for sin ungdomsven Bundgaards indsats.
For det første hører der til en ordentlig borg altid en isbjørn som
vagtdyr, skriver han, med henblik på Rådhusets omdiskuterede
tagudsmykning. For det andet har han oplevet Bundgaard som rej
sende i Rom ved århundredskiftet 1900, skriver han i sine minde
ord, Nationaltidende 24.9.37:
»Bedst af vore kunstvandringer husker jeg en dag, hvor han førte
mig hen til et sted, hvor han ville vise mig noget, og ligesom vejrede
sig derhen gennem en vrimmel af smågader. Det var Fontana della
Tartarughe ved Palazzo Mattei, brønden med skildpadderne, der
havde lært ham mere end Fontana Trevi« - og understreger dermed
den barokke grovhed i Bundgaards arbejde.
1 2 0