26 / 221
Han strakte gipsstykket frem mod Berg med vrangen ud: Det
buttede drengebarn var det tyndeste pap.
- Satan, sagde Adolf og slog med sin svipstok op mod englene.
Satan - så man biir fiffige, sagde han og stod og gottede sig, mens
han ligesom vejede den hule papengel i den anden hånd.«
Sidenhen i romanen siver der sumpluft op fra teatrets smuldrende
fundamenter på det fugtige voldterræn. I den virkelige verden nåede
Josephine Baker at optræde på stedet med grimasser og gyngende
bananskørt. Richshusets cykelpige blinker stadig gyldent til Absalon
over Rådhusets hovedindgang, og til Anton Rosens ornamenter på
Palace Hotels facade. Lurblæserne foran trutter, siges det, hver
gang der går en jomfru forbi, så det er ikke blevet til mange reveiller.
På Rådhuset bliver der, live, spillet på lur ved store modtagelser.
På fortovet længere henne i Vester Voldgade sidder Tom Kristen
sens hovedperson i romanen »Hærværk« fra 1930 og betragter en
anden cykel end vejrpigens:
»I hotelindgangen, i de to kurvestole sad Jastrau og den evige
Kjær og betragtede livet, der gled forbi, menneskene, der havde så
underlig travlt, cyklerne, lastbilerne og sporvognene. En pressefoto
graf for forbi i sin lille grå vogn og hilste. Kjær lagde hånden vær
digt på sin foldede vest og nikkede. ‘Fred være med ham’, sagde
han. Jastrau tog shagpiben hilsende ud af munden.
Det var snart svært at sidde rolig. Jastrau havde egentlig ikke tid
til det. Han måtte have skrevet en artikel og se at få den solgt. Men
det kunne vente til i morgen. Nu væltede den cykel. Det er også en
uskik at stille den med pedalen mod fortovskanten. Det ene hjul
snurrede rundt, så at egerne blinkede. En smuk opfindelse. Et insekt!«
Måske er det skulptøren Marcel Duchamps standhaftige cykel
hjul, Ole Jastrau har i tankerne på vej til Politikens Hus. Tidligere
på dagen har han krydset Rådhuspladsen i jazztrav og glædet sig
over røde kastanjer langs røde mursten i de angiveligt skønne og
forklarede huse - så hjemligt som en stue. Og står så oppe i redak
tørens hjørneværelse og ser ned på, hvordan pladsen »lå udstrakt
foran ham, en mild og hvidlig flade, skråt som et hav, der ses fra en
skrænt, og han vilde huske menneskestrømmens mørke tværstribe
28