290 / 425
282
E t Tillidsvotum.
„en høje Rigsdag taget har sit T ø j;
Dens Travlhed ikke mere man fornemmer.
Nu hviler Venstre sine trætte Lemmer
Og ser paa Frugten af den hele Støj.
En knap Finanslov, der gik op i Røg,
En Sejr, som gaaet neden om og hjem er,
En Holdning, der
sku’
gjøre
ESTRUPS
Stilling slet,
En Fasthed, der har «reddet» vor Bevillingsret!
Bevillingsretten reddet! Ja bevares!
Det kan jo ikke nægtes, at det kneb
A t værge den mod
ESTRUPS
Overgreb!
A t give efter kunde ej forsvares,
Hvad enten
PLOUG
saa fløjted’ eller
peb,
— Nu kan om den Ting hver Bekymring spares:
ESTRUP
maa
føle,
surt man har
gjort
Livet ham,
Og ingen ordenlig Finanslov givet ham.
Thi en Minister, der vil ikke høre
Paa, hvad det frie Vælgerfolk vil ha’e,
Og ikke ud af Stedet vil sig røre,
Skjønt
B
erg
dog siger: «Værs’ go’ og pil
a b
Ham bør man ej betro den mindste Øre!
Nu kan han se, hvor han faar Penge fra !
Den, sligt betros til, nyde bør en vis Tillid;
Men
E
strup
har kun Vælgerfolkets Mistillid.
— Men spørger man, hvordan skal det forstaas,
A t han, mod hvem man nødig har at sætte
For Landets Mønt en saa forsvarlig Laas,
Dog gives midlertidig Lov at lette
Hver Bom og Rigle, som for Kassen slaas,
Saa giver Venstre strax.til Svar os dette:
Vi tør betro saa meget, som man vil, ham;
Thi Folket har p e r s o n l i g Tillid til ham.
Skjønt det naturligvis maa knibe svært
For Venstre at faa fremsat slige Tanker
A f dette Folk, der blevet er belært
A f Svovelsyre og af Folkebanker,
A t Venstres Mænd har visse Slags Skavanker,
Som Skæbnen ikke Høire har beskjært,
Saa rykker det dog ud med slig Bekjendelse.
— Det er dog altid et Skridt til Omvendelse.
Og det er rart, at Venstre er ej bange,
A t Statens Kasse blive skal anvendt
Til Assurancekasse for de mange,
Der paa den slemme Syre har sig brændt.
Men derfor maa man ikke strax forlange,
A t man skal finde Venstre konsekvent,
Naar det paa en Gang hævder Valgkampsløgnene
Og spytter «midlertidig» sig i Øjnene.
y i j ?
Et Teltraab.
A J lÆ å L
i Højstærede Hr. Redaktør!
De skal have saa mange
Tak, hvis De vil aabne deres
ærede Blad for et Par Ord fra
en Mand, der forstaar sig paa
det, for det giør Undertegnede,
da jeg i en Række af Aar har
^ " j g p ^ j
i.J!
^ havt Telthold paa Dyrehavs
bakken, i al Anstændighed uden
Tallerkendans, men kun med koldt Frokostbord hele
Dagen og Yand paa Maskine , saa Folk selv kan spise
deres Mad.
Og jeg véd derfor af Erfaring, hvordan
det er, naar Himlen lukker sine Vandhaner op og lader
dem løbe et helt Døgn i Træk, saa Regnen strømmer
ind i Teltene til os og gjør alle vore Spisevarer til
Vandvarer og laver Sennepen om til Vandsennep, hvilket
kan være surt nok, og forvandler vores Rødgrød til den
bare Vandgrød, for saa er det ikke rart at leve paa
Teltfod derude.
Je g blev derfor saa glad, da jeg forgangen Aften
kom ind paa Tivoli og vilde gaa ind i salig Krebse-
huset, som ikke var der, men var bleven forandret til
en hel Mængde smaa Telte, hvor man rigtignok hverken
kunde faa vaadt eller tørt, da den hele Beværtning,
der var, kpn var Udrugning og saadan en halv Kyl
ling dog er lidt for smaatærnet; men det er det Samme,
og jeg mener nu, at den Ritmester, der har lavet de
Telte, burde udnævnes til Teltmarschal, da han har
gjort os paa Bakken en Tjeneste ved at gjøre os Telt
livet saa behageligt, at Regnen nu ikke er for Noget
at regne, da det er lige saa vandtæt som mine gamle
Fedtlæders, selv om det er Skomagerdrenge.
Og tænk
sikken mageløs Behagelighed det er for de menige Soldater,
hvis det er sandt, hvad de sagde derude, at Teltene
ogsaa kan staa imod under en Kugleregn, saa at hele
Felttjenesten kun bliver til en Telttjeneste og man al
drig kan træffe Soldaterne i deres Telte.