291 / 425
283
Det Samme gjælder om Officererne, der, som
Manden meget rigtig siger i sin Plan, godt kan gjere
deres Telte hyggelige ved at hænge Skilderier paa
Væggene og lægge Brysselertæppe paa Gulvet, naar de
har noget. Og de har Plads nok, desformedelst at
den hele Møblering er meget tarvelig mød bare et
eneste Møbel, der er noget af det Allerbedste jeg har
set og om Natten bruges til Seng eller Sovesofa eller
Vugge, ligesom man selv vil, og naar man saa om
Morgenen er staaet op af den, saa bruger man den
først til Vaskerbord og saa til Tandbørste og saa til
Klædeskab, og til Frokost lægger man blot en Dug
derpaa, og saa er det det dejligste Frokostbord, men hvad
man saa sidder paa, medens man spiser, véd jeg ikke
rigtig, men det er maaske det, man kalder for staaende
Spisning. Naar saa Bordet er hævet, sætter Officeren
sig op paa det, for nu er det en Lænestol, men henL
mod Middag siger han bare til den: «Bord, dæk dig!»,
og saa er det igjen Bord, først Brændevinsbord og saa
Spisebord og saa Kaffebord og saa Aftensbord og saa
til sidst Spillebord, og det altsammen uden Plader; og
skulde Officeren have faaet lidt for Meget i Hovedet og
falde under Bordet, gjor det ingen Ting, for saa kan
han godt bruge det som Himmelseng.
Ogsaa for os i Beværtningsfaget er Teltene meget
fordelagtige, da den indre Fugtighed jo ikke mærkes,
hvad jo har sine Behageligheder for Gjæsterue. Til
Slutning skal jeg kun fremhæve, at Kitmesteren har
Eet naar han ønsker, at de kjøbenhavnske Landliggere
vilde anskaffe sig saadan nogle Telte i deres Haver, og
navnlig vilde det være gavnligt for de yngre Sønner i
Familierne, da det er indlysende, at Opholdet heri er
langt at foretrække for det skadelige og fordærvelige
Ophold i de saakaldte Sangerindetelte, hvad der jo og
saa er meget kostbarere.
Ærbødigst
Telthusen,
Teltbereder og Teltskærer.
l\imbreve
til
F æ t t e r C h r i s t i a n i N y k j ø b i n g
•
X V I I .
F o r de D a g e
Uden M age
A f m in korte F e r ie - F r is t ,
Je g hos D ig h a r lagt tilbage.
Vel v a r V ejret ra a t og trist,
E j v i dog lod slig t os plage,
T h i ved L ’hom bre, Boston , W h ist
H ele D øgnet gled sa a /age.
D a je g kom , je g v a r f o r vist
T ræ t, n ervøs og sn a vs til M ode,
M it H u m ø r led ofte B r is t ,
Og det sn u rred ’ i m it H o de,
G a l je g m ig p a a a l T in g giode,
K o rt
—
je g v a r H ypoch ondrisU
■Nu e r je g m ig selv p a a ny.
Je g Ican atter
Ud a f „V a lg e ts “ sorte S k y
Se en Trøstens S tra a le g ry ,
Je g s la a r ned m in P a ra p ly ,
Og m in G ra a d
—
d en b li'e r til L a tte r ;
T h i n u fa t t e r
Je g , det H ele v a r en S k y,
Taage, D u n st, en B egti a f O rd
Styrtende, som u d a f Spande,
M en de fo lk elig e V ande
G ik igjen i deres M o 'er,
1 den Tørvem osejord,
H v o r i F u gtigh ed og D am p e
M ange sæ re P la n ter g ro r,
H v o r sig H o l s t e i n slim et snor,
H v o r blandt S c h e l d e s glade Svam p e
D oktor-P ade- H atten stor,
Uden L y s f r a Læ rdom s Lam pe,
S k yd er op og stolt sig kror,
T il ig je n et Vælgerkor
D e n m ed K lo ven ned ska l tram pe,
D e r, hvor B o j s eti som et
B ø r
B ø je r ydm yg sig f o r B læ sten,
Og om kring p a a R æ vek lø r
L u s k e r
Nok sa gt! C h ristia n !
H ø r!
Véd D u , h vo rfo r je g dog næsten
M edynk h a r m ed hele R esten,
H ele denne F lo k . som gøer,
H y le r, bjæ ffer, halser, tuder?
D isse Vælgerfolkets G u d er
H a r en græ sselig M a lh ø r:
D eg n en h ar de g jo rt til Præ sten.
D e r er H ø ires H a a b
!
A f H esten
D ra tter ganske sikkert C h r e s t e n ,
Som han a ltid gjo rd e fø r.
H ø jres H a a b ! J a , h vad v a r H ø jre
Uden B e r g som V enstredrot?
S elv om K r a b b e hatn v il tøjre
N ok saa fa st og nok saa godt,
B is s e r han, f ø r m an sér nø jere
T il, a f Sted og ren d er flo t
H ornene igjen m od M u ren :
—
S lig t ham lig g er i N a turen,
E j h an æ nscr Sto rt og Sm aat,
V i jo alle kjende D u r 'e n :
H a r m ed B r a m og B r ø l og B r a l,
M ed et væ ld ig S k ra ld og K n a ld
H a n i P an den B u le n ren dt sig,
K om m er F a rcen fø rst, i F a ld
H a n m od „ V ennerne“ fa a r vendt sig.
D et h a r hændt sig,
A t selv H o l s t e i n s leile Sk a re
Været h a r i dyg tig F a r e
Og ved F lu g t som raske H a re
L i v og L em m er reddet bare,
Og m an s i’er, fo rh en i T iden
H o rn i S id e n
C h r e s t e n f i k p a a H ø g s b r o lid en ,
T a u b e r selv h a r maattet stoppe
I sin T yggen og s in B id en ,
Og s in sidste M u n d fu ld p ro p p e
N ed i H ast, at ej i S trid en
B e r g ham skulde, som en L op p e,
M ase rent til P lukkem ad.
D e r fo r er jeg try g og g la d ,
H v er G a n g je g vo r B e r g betragter,
H ver G an g je g ham ilø rer væ ve
H ø jt m ed F ra s e r og m ed F a g te r;
T h i den G jæ ve
S la a r p a a B a n e n lutter skjæ ve.
H jertet m a a a f Ju b e l bæve,
H v e r G a n g H ø jre ned han slagter
J sit vild e E stru p -H a d .
Som „ V idfadm c“ kjækt han tragter
F re m im od det fu ld e F a d ;
A ld r ig han til F a d et n a a r
1 h ver S n a re fin , som lagt er
R u n d t om kring, h an stedse g a a r
Og en dn u en B u le fa a r .
S e r D u , F æ tter, n u fo rstd a r
D u , h vo rfo r v i elske denne
G rum m e, fa relø se F jen d e,
D en n e aabne, brave, brede
C h r e s t e n B e r g f r a Jy lla n d s H ede.
Ud og in d v i M a n d en kjaide,
Véd, h vo rd an hans S to rm v il ende.
H ø r u p selv kan e j ham lede
E lle r in d p a a K ro g v ej vende.
H ø jres H a a b ! og H ø jres T rø st!
Venstres P r y d og P u n c h ' s L y s t
,
D ig v i hylde ej i L ø n ,
K om kun fr e m til fr e id ig D y st
M ed d it D a n n ev irk e-B ry st,
Store C h r e s t e n P o v e l s ø n !