291
Vesterhavet og bade, — men der kan De tænke Dem,
sode Fru Schrøder, at da vi kommer derud efter at have
kjort paa Vogn med en Kudsk med graat Skjæg og uden
hverken Strømper eller Støvler paa Benene, men meget
galant for Resten, for han vilde have Petrine til Sviger
datter øjeblikkelig, kom vi ud til Havet, og der var
hverken Bro eller Badehus, men De kan tænke Dem søde
Fru Schrøder, at De vilde have mig til at sidde mig ind
i en Vogn og kjere ud i Stranden, og saa skulde jeg selv
bagefter sjokke ud i Vandet under aaben Himmel og ikke
saa meget som en Markise over, og saa sagde jeg rigtig nok
til Petrine: «Nej Tak skal Du have min Pige, det gjer
hverken Du eller jeg, saa megen Følelse for det Passende
har jeg dog og lad os lade Vandet derude være som det
vil og nøjes med det, vi faar fra oven« hvad vi ogsaa
nok kunde, for det osede Spande ned og det blev det ved
med, men saa sagde Frits Grønbæk, at det kom af, vi
var komne saa langt vestcrpaa, saa det var bedre at tage
over til den anden Kant og besøge Himmelbjerget, og
saa kjorte vi en lang Tour paa Jernbane, og saa kom vi
paa et lille Dampskib, og der var jo ganske vist meget
pænt men det var jo ikke Noget imod Paris alligevel, og
der var ingen Jernbane op til Hotellet, saa vi maatte ase
os derop til Fods, som jo dog er temmelig hensynsløst
mod en Dame med min Korpulance, og da vi kom derop
var det jo pænt Solskin, og vi fik en dejlig Frokost og
saa skulde vi jo ud at se paa Herlighederne, men saa
ser jeg henne i Vindnet, der staar et Sylteglas med Noget
i, og da jeg skal se til er det ved Gud en stor Slange i
Spiritus, og saa siger jeg til Opvarteren: «Det er sagtens
En som en Sømand har bragt med fra de varme Lande,«
men saa grinte han af mig og sagde det var en Hugorm
og meget giftig, og dem var der tusinde af omkring paa
Bjerget men de kom kun frem i Solskin, og saa kan De
da nok tænke Dem søde Fru Schrøder, at jeg hverken
vilde lade mig selv eller Sørensen eller Børnene bide i
Stykker af saadan et Udyr, saa jeg satte igjennem, at vi
ventede med at gaa ud, til det blev Regnvejr igjen, som
da heller ikke varede længe, saa Udsigt var der jo ikke
meget af, og vi maatte nøjes med at se paa Taarnet, de
har rejst for Frederik den syvende, og De kan rigtig nok
tro, det pynter deroppe, og det var Noget af det jeg
syntes bedst om i Jylland, saa jeg fik Sørensen til at
hugge alle vores Navne, i det, for at Folk kunde se vi
havde været der, og saa sjokkede vi ned af Bjerget igjen
og blev enige om at tage lige lukt til Kjobenhavn, for
Sørensen vilde ud i Tivoli og se paa King og Petrine
vilde i Kasino og Frits Grønbæk paa Maleriudstillingen
°g jeg længtes efter en Passiar med Dem, søde Fru
Schrøder, og det siger jeg Dem at der kan være meget
rart i Jylland men vil De rejse udenlands, skal De dog
hellere rejse til Paris, hvis De ellers har Raad. Farvel
søde Fru Schrøder og Tak for Kaffe.
T e a te rn y t.
Til det kgl. Teater have Følgende
indleveret følgende Arbejder:
P eter Sørensen
et alvorligt
Arbejde,
E rn s t v. d. R ecke
et lystigt Stykke,
E rilc B u gh
en Tragedie,
M olbech
en Farce,
F r it s H olst
et lyrisk Drama,
D ra chm a n n
et fuldført Arbejde (Søstykke),
H erm a n B a n g
et pænt Stykke,
Sk ram , Schatidorph
<fc
G jelleru p
et Side
stykke,
E ed . B ra n d es
en Ballet og
R ich a rd t K a u fm a n n
et
stivt Stykke.
Dassavisen.
E t Jubilæumskvad.
\ or D a s s a v is den stiller saa mangen dybt følt Trang.
Hvormed skal jeg vel ligne og prise den i Sang?
En skjævbenet Yngling med sort og grumset Hud,
For den er saa grim og saa snavset ser den ud.
Den lægger os paa Læben saa mangt et kraftigt Ord,
Som, naar vi Bladet skued, os ud af Munden foer;
— En trangbrystet Loppe, som hoster og som gøer,
Thi sér man D a s s a v is e n , Ens hele Legem klør.
Og hver Gang vi af Blommer har spist for meget — ak!
Og længes efter Ro i det lønlige Gemak,
Den lokker og den drager, vi følge glad dens Bud,
Thi just som Trøst i Trængsel ser D a s
6
a v is e n ud.
S c a v e n i u s han tænkte at volde Bladet Sorg,
Saa smed han det paa Døren fra Kunstens hoje Borg;
Men just som han mente, den følte dog lidt Skam,
Saa grinte D a s s a v is e n og spytted efter ham.
Og alle de smaa Sorte, den skjænked Ordets Magt,
De blev om G e o r g B ra n d e s en fuldtro Negervagt,
Hver Jødedreng, der gjerne for Radikal vil gaa,
Han finder der et Gosen hos S e c h e r og hos G r a a h .
Hver And, der krøb af Æ gget og ud i Verden fløj,
Serverer D a s s a v is e n med Peber og med Løg,
Hver Skygge af Skandale, der hen til Bladet naar,
Paa Tryk den næste Morgen i D a s s a v is e n staar.
A f D a s s a v is e n s Numre vi t u sen de alt fik!!
Vi véd, hvorfra de kom, og vi véd, hvorhen de gik,
Og den kan leve længe: den har saa haard en Hud,
Skjont den er saa grim og saa snavset ser den ud.