302 / 425
294
Paa Ærens Top.
M e l: Konferensraad Wegner osv.
Vi har haft i Aar, den været har komplet
Som en Vintergjæk blandt «Danas favre Blommer«,
Der nok hele Tiden har ved Muffen væ’et.
Droslen sine klare Triller slog i Træerne,
Og i
„M o rg en gn a vet“
fløjted’ Europæerne.
Jo det Morgengnav er rigtig nok en kras Avis,
Der er li’esaa god til sit Brug som en
D a s s a v is !
Men man har holdt Varme paa forskjellig Maade,
Hver Gang Kulden blev for bidende og fæl.
Man holdt Møder med Debatter i til Baade
Baade for ens Næste og en selv;
A f Udstillinger i Aar blev afholdt Masser,
Der var Kyllinger og Æ g og Rugekasser,
Der var baade And og Gæsling, Gaas og Gase,
Ja, og Hornkvæg af den jyske Korthornsrace.
Dog mens her man har til Fryd og til Belærelse
Paa vort Fjerkræ og vort Fedekvæg sat Pris,
Har et andet Sted vi glimret ved Fraværelse,
Og ej optraadt som de Danske i Paris.
Dog det kan man nu om Stunder ikke regne,
At vi kun paa Elektricitetens Vegne
Reduceret er til Møde der at give
Med den Del, der kaldes for den negative.
Man er her til Lands ej hurtige som Falke,
End sige som et Kabeltelegram.
Og med Ro man ta’er ’et, naar man skal malke,
Saa vel som, naar man ta’er sig en Dram.
Derfor mødes heller Landsmænd af Or sted ,
Hvor der finder Prisbelønning af Køer Sted,
For at vise Verdens Fremskridtsmand derude,
Man kan ogsaa komme frem ved Hjælp af Stude.
Nej det gamle danske Navn det trænger neppe
Til med evropæisk Glimmer at fornyes;
Derfor i P a r i s vi under en Skjæppe
Har sat vores elektriske Lys.
— Lad dem prale kun' med Edisonske Blus, men
Vi har store Lys blandt vore Gaard- og Husmænd.
Og vor Gas os gi’er et grumme pænt og net Lys,
Der er lig med to et halvt Spermacetlys.
Og Evropa véd desuden, vi kapabel er
Til at gjøre grumme meget ud heraf,
For vi har de store nordiske Kabeler
Og desuden Ferslevs • Dagstelegraf»,
Og til Experimenter har
man
stedse
Nok af slette Ledere fra Venstres Presse.
Saa vi bør os derfor ikke teiegræmme
Over, at vi sov paa vore Lavrbær hjemme.
«o««#*»—
Den 18- i Maaneden
M ir,
Aar 1 2 5 1 efter
Je sd eg erd .
Selim, Musas Søn, Profetens Træl, Hilsen!
Allah il Allah!
Gud er Gud!
Som jeg tidligere har berettet Dig, o Sen af den fuld-
barmede Guzle, hersker der bestandig Borgerkrig i disse Hundesønners Land.
Her har nylig
været holdt store Feltslag, mellem Schahens Stridsmænd'og Oprørernes talløse Skarer. Inshailah,
Gud er stor!
Mange af Schahens Mænd faldt, som Sønner a f Hunde paa Sletten Siffin, og deres
Blod gjeder den nærende Jord, hvoraf Allahs Haand fremfører Brød.
Allah Akbar! En af de
Slagne hed
A b u H o lstein B e n H olsteinborg.
Ved Muhameds Skjæg! Denne Gjavr var en
saare drabelig Stridsmand, og hans Skjæg var som Sølv, men hans Lænder stærke som en Løves.
Mashallah! Hvad er sket! En Søn af eu Jordklump, Myr
F élthu sen ,
slog ham, og han faldt,
og hans Fald var stort. Og der var et ræddeligt Mandefald, og lusende Yataganer blinkede
som Lyn. Inshailah! En mægtig Kriger maatte dø Døden, og hans Navn var
A b u Sø ren
B e n K jæ r
; hans Aasyn var som en Løves og hans knyttede Næves Slag som Smedehamres, men en Drejedervisch
Myr
H olck
slog hammed en Asenskjæft. Allah
Akbar! Og i Oprorernes Hær var der er. saare vis Uglema,
A b u
W ederkinck B e n Mads-,
hans Navns Berømmelse strækker sig over al Verden, og i det Land Amerika have vise Mænd
hædret ham ved at sælge ham en Over-Ulema- eller Doktorhat.
Inshailah! Men Abu Wederkink rejste tusende Para-
sanger foi at kæmpe mod Shahens Mænd, og han for ind i Striden som en Pil fra en Parthers Bue og hans Krigsraab
var som en islandsk Løves Brøl, og han var iført en Seminaristes Rustning, og hans Hoved bar ingen Fez, men en
amerikansk Doktorhat til tive Daraiker, og i hans Højre lynede Sværdet Humbug. Allah kibir! Shahens Mænd bandt
Narrebjælder i Abu Wederkincks Doktorhat, og de bespottede hans Skjæg, og de sagde ham at være
D octor ig n o ra n tiæ .
Men der blev et stort Mandefald, og Abu Wederkinck vog en saare forstandig Ulema, Abu
L a n g k jæ r
Ben
Ø stofte,
og
hans Visdomsord faldt som Kølleslag paa Hovedet af en Bladskriver Abu
D e in ,
og hans megen Lærdorn gjorde ham
rasende, og han greb en Skovtvang og vog en Høvedsmand over Shahens Skove,
Sch lep p eg rell
Mirza, og han gjorde
sluttelig Kaal paa en viis Mollah, Abu
L u n d .
Allah Akbar! Shahens Mænd bleve grebne af Rædsel og Frygt for hans
mordiske Hænder, og de flygtede, og Oprørerne droge ind i Shahens Slot, og blandt deres Høvedsmænd vare de tre
viseste Ulemaer i dette Kafirland: Abu
G ert B e n W inther,
Myr
E e d v a rd Ib n B ra n d e s
og Abu
W ederkinck B e n M ads.
Allah kibir!
Gud er stor! Hvad skete! Shahens Søn og hans Trones Støtter kom over dem, og de sprængte deres Ko
horter, og de splittede dem ad som Avner for Vinden. Mashallah! De Slagne fore gjennem Luften som Stjerneskud og
faldt til den nærende Jord. Og nogle faldt ned i Landsbyskoler, og andre i Bøndergaarde, og andre i Folkehøjskoler.