S_Punch_1881

298

Niels Juel.

^jf) mer end tvende hundrede Aar

Har mørke Tider og tunge Kaar

Kun lidt med lysere skiftet;

En Trøst, at baade til Søs og til Lands

Har Dannebroge med uplettet Glans

Dog altid med Ære viftet

Det

var under

Femte

CHRISTIAN,

A t Svensken truede Sø og Land

Og spærrede Østersøen.

Den danske Flaade under

NlELS

JUEL

I Kjøge-Bugten legede Skjul

Med den svenske hist under Møen.

Og begge Flaader med Harm i Sind,

De speide saa langt efter gunstig Vind,

Og Kort og Himmel de granske.

Da kom der en Brise hid fra Nord,

Den talte til os et forjættende Ord

Og varsled' om Sejr for de Danske.

Og Helten — han, som tcg

a ld r ig

fejl —

Med Haab og Tro nu hejsede Sejl

Og sløred’ afsted for Vinden.

Mens Svensken krydsed’ mod Falsterbo,

iels

uel

skjonsed med megen

For at komme Luvart af Fjenden.

Og tusind Munde med Kæmperøst,

De sang saa lydt i den hede Dyst,

Ilhedens Plankerne braged’ ;

HuiTFELDT

højt paa sin Himraelflugt

Den danske Sømand til Ære smukt

Gav en Salut for Flaget.

Og Svensken, saa vidt handa ej havde«Grund »

Til at blive paa Pletten, i samme Stund

For Vinden saa lystelig lænsed’ ?

Han under Gottland søgte sit Skjul

Fer Storm og «

otur

» og for

N l E L S

uel

—

Og Østersøen var renset 1

iels

uel

i snart tohundrede Aar

Nu hviler paa Holmen, hvor Kirken staar,

Hvor nu hans Statue throner:

E j langt fra Kirkens signede Krypt

E t Drapa i Bronze man Helten har støbt,

Som synges af

HuiTFELDTS

Kanoner!

Vennemødet i Vaasevad,

1 Va a s e v ad Skole afhold-

tes forleden et Mede af Mænd

kvinder med Syn paa

den Grundtvigske Livsret-

'" ¿ S y n*n^‘

Sangen:

„ I

olie de Kiger og Landeu

varafsungen, talte Højskole-'

forstander B a v l e b e r g om

Der var «M o d e r s - M a a le t * ,

det kjendte vi jo alle, det var det a l l e r - d e j l i g a te , at

sige, n a » Barnet havde en tro e n d e Moder, der lagde

Barnet det lille le v e n d e Ord paa G u m m e rn e , og hvad

var saa det ferste lille levende Ord, Barnet talte? Det

var »M ain!» og i det lille Ord. laa hele Kravet, saavel

for Legemet som for Aanden. Vi skulde alle have *M am »,

det var M a d - S t r æ v e t , der aabenbarede sig i M a a l-

S tr æ v e t .

Saa var der » A s a - M a a l e t * . Det var det

Sprog, T h o r talte til B u k k e n e i, naar de slog B a g e n

op, og deraf kom det gamle Ord en

■

A s e n s -K jie ft» ,

thi det var Saft og Kraft og Knald og Bulder i Asa-Maalet,

og derfor skulde vi tale Å s a -M a a l og bruge A s e n s - K j æ f t

ligeover for B ø d - B id e r n e og S k r if t - T b e o l o g e r n e ,

naar de slog Bagen ep, fordi de var B u k k en e, og vi vare

F a a re n e , som gamle Grundtvig havde skilt nd i Tide.

Saa var der «Bj ark e -M a a le t* , og det brugte man, naar

man holdt Tale, for det var S k ja l d e n e s Sprog med de

dejlige Bogstav-Rim, som for Exempel;

Gylden gnistrer Guldsands Gjødning,

Gjøder gjerrig Gniers Grav,

Glad gjør Gammensordets Glødning,

Gammel Galde giver Gnav.

Graadig gnaske Galgens Gribbe,

Gudsforgaaen Gavstrik glor,

Gods og gode Gaver glipjfo,

Gyldenordets Glæde gror.

Saa var der endelig » K r a g e -M a a l e t * , som man talte,

naar man holdt Foredrag mellem hinanden, for vi havde jo

alle-sammen nok sét den lille Fugl, man kaldte K r a g e n ,

og vidste, hvad for et S n a k k e -T ø j og M u n d -L æ r den

'*<■

havde, og vi skulde bare gjøre som Kragerne, naar vi

samledes og lade detgaa lidt v i l l i g og ikke stikke noget

under S t o l e n , for hvad gjorde det, om Andre ikke for

stod det, og det for dem led som ‘ arbe-mirbe-marbe-murbe*,

naar bare v i vidste, at der var det rigtige H j æ r t e -

L a v i Maalet; saa gik dét nok, og vi skulde tænke paa

Ro lf K ra g e , der dog var Bjarkes Konge, saa Krage-Maalet

maatte da allen-fals være endnu bedre end Bjarke-Maalet.

Forsamlingen afsang derefter Kæmpevisen:

„Den er a’ Kragelund,“

hvorefter Mor t en Ma

skesen talte om «Nyset»:

Det var nu saadari en daglig-Dags Sag, at man nøs,

og Nogle sagde P r o s i t , men Andre sagde; G u d v e l 

s i g n e ! og det var rigtigt, for der var V e l s i g n e l e i

N y s e t , fordi det var Noget, der kom i n d v o r t e s fra, og

som Ingen kunde klemme inde eller holde tilbage, for

det var ligesom Menneskets rigtige naturlige Væsen, der

brod igjennem og sprængte alle kunstige For-Domme og

v æ l s k e Paa-Fund. Og det var rart, naar den lille Flok

en Gang imellem gav saadan et rigtig N y s fra sig, saa

man kunde hare, de var vaagnø', og derfor vilde han ønske

G u d v e l s i g n e til Pastor L e t h og de andre A s k o v -