374 / 425
366
Arvelighed og Moral.
A rv e lig h e d .
t denne Verdens Griseri og Dynd
Er noget til, som kaldes Arvesynd,
Det er en Syndighed, som gaar
I Arv fra Slægt til Slægt, fra Aar til Aar,
Og denne Arv man aldrig mister,
Den la’er sig ikke sætte over Styr,
Men den gjør altid Livets Eventyr
Om til et haabløst Slægtregister.
Den viser sig, blandt andet, som et Hang
Til alskens Humbug at faa sat i Gang:
Naar for Exempel en Vinbjældermand,
Som uforfalsket Vin forhandler,
Ved Hjælp af li’esaa uforfalsket Vand
Den tii et mer fortjenstfuldt Stof forvandler
Og gaar i den Anledning ud til Brønden,
— Saa er det straxen Frugt af Arvesynden.
Og dersom han nu bare vilde sætte
Paa Flaskerne en anden Etikette,
Lidt mindre pralende og mere tarvelig,
Saa kunde det endda til Nød gaa an,
Men Etiketten bliver arvelig;
Den melder ingen Ting om tilsat Vand,
Nej, den fortæller bare godt og kort,
At Vineu er af «første Sort»,
Belønnet for sin sjældne Værd
Med Guldmedailler baade her og der,
Og naar af den Trafik han høster Lønnen,
— Saa skyldes det en Arv fra Arvesynden.
Men det forstaar sig, der er ogsaa andet,
Hvormed den ægte Vin kan blive blandet,
Man har jo hørt af Hr. Etatsraad T ie t
g e n s egen Mund, hvor tidt det sker, a’
En Flaske af vor egen Sprit
Har arvet Navnet
• d ry M a d e ra
•
Ved Hjælp af Etiketten og en Tarvelighed,
Der gjør, at man forstaar Begrebet Arvelighed.
Og i det unge Danmarks Land
Mart unge Danske træffe kan,
Der ved en ganske lignende Behandling
Et Prisskrift gi’er til Pris for en Forvandling*
Der ej kan kjendes udenpaa;
Der la’er han nemlig Etiketten staa
Og Guldmedailleu, der til Salgets Tarv
Nødvendig maatte gaa i Arv.
Men naar en ædel Vin aftappet bli’er, .
Og man den blander med en Eiixir,
Som ikke stammer lige
just
fra Tønden,
Samt lader denne «Hovedstrømning« faa
I Arv den ægtes Etikette paa,
— Ja, saa er det en Frugt af Arvesynden.
Mo ral.
Moralen den er klar:
At den Trafik for lidt af samme har.
Overlampepudserens Dagbog,
Søndag den
6
, N ej.
»Dagbladet* siger, at Sangen-
Berg er flad; Som jeg ikke kan forstaa, fordi jeg syues
han blom strer i Ungdommens Fylde og er nærm est af
rundet, hvorimod Fru O, Dapetersen er poæ ngteret; Hvad
der ta g e r sig ud i Samm enspillet; For K ontrastens Skyld
nem lig, ligesom et Naaletræ ved Siden af et Bøgetræ i et
Maleri for Exempel; Som Gyllik skulde probere paa et
Bagtæppe.
Og O laf var morsom, Som a ltid ; Men til
hvilket Petersen bemærkede rystende sit graahærdige Ho
ved: Du er for ong Severine aa Du er engføt va der ond
skyller Dig, a Du ka begaa en Blamasje i den R etning,
Olaf værendes kaske morsom som saadan men m islogget
som KlokkerJing nem li havendes aldrig set eller hørt en
Jyde men kongstruerendes en saadan ud a sin konstneri-
ske Erfaring, som er for klein tel di Dele.
Hvorfor
samm e ta lte som en Amaver aa gebærdede som en Mand
fra Svendborg a, saa der var ikke m eiet mere Lihed end
som mellem en Gris aa en Gu lierod. Men vel Du sætte,
a vi er glade for Skram, fordi han er vores Reservoar
n aar vores Rosenkille sier Stop. Som jeg g jo r; Ogsaa.
Søndag den
13
.
O p a d . Som jeg saa; Nedad; Nem
lig fra vores Loge i
2
den Etasje men fandt deiligt; Al
ligevel. Hvilket begynder med at Poulsen er D igter og
falden i Søvn over sin egen Komedie, og Fru Hennings
kommer ind og vil have ham til Froprædiken, men han
vil hellere i T eateret; Fordi det er morsomm ere; Men han
slipper ikke, fordi Frøken Nielsen, som er Enke paa Kal
det, giver ham en af sin Mands, den afdøde Velærværdig
heds, egne; Med Salvelse; Som hun plejer og gaar.
Hvorpaa Fru Eckart der er paa T ournée; med Skram og
Carl Price og Sofuspetersen og Fru N yrop/og Fru Helmer
og Frøken Betzonich kommer ind for at bede; Fordi de
har kunnet se det var et Bedehus og Poulsen trakterer
med Sjampanje, som Fru P hister er vred over; Fordi det
var ikke saa flot i hendes unge D age; Men fik Lemonade;
Med Skum. Og det er Juledag og de leger Pantelege med
Kys og Frøken Betzonich vil have Poulsen til at kysse
sig; Som jeg ikke kan forstaa, han ikke vilde. Heller end
gjerne« Men Fru Eckardt vil hau nok kysse; Som er saa
begribeligt. Men Jerndorff finder det er upassende og
siger til Sjæfen; Som er Sofuspetersen, at Fru Eckart
faar for megen Fo.
Hvorpaa de gaar og Fru Nielsen
kommer tilbage og prædiker til A ftensang; Hvortil Poulsen
svarer: Lad os skilles ad! Som de gjor. Fordi han er
kjed af sin Kone som unge D igtere pleje; Sommetider.
Og i andet Akt giver Sofuspetersen vedvarende Sjæfeu og
er Kom andant; Med Eleganse og uden H entydninger; Som
han vel nok bliver Ridder af Dannebroge for; Engang.
Og de holder Prøve paa Herman Bangs nye Stykke; Som
man kan kjende paa de korte Repliker og Stilen. Hvor
paa Fru Ekkart kommer ind og lader som hun er Fru
O Dapetersen og ingen Roller har faaet i Gud véd hvor