378 / 425
370
Sidst paa Maaneden*
bnart en god og kjærlig Fader
For alt Snavs paa vore Gader
Fra vort Jordliy drager bort,
Talte ere nu de Dage,
Som NoYEMKER har tilbage,
Ak, ,dens Væren er kun korte
L, Vv•' •V"' JT'
f;I
Som en Schandoipnsk halv Historie
Søgte den især sin Glorie
I det bare Griseri;
Men, skjønt den er Slagternaaned,
Har til Dato den dog skaanet
Os for Venstres Slagteri.
Ellers ses paa disse Tider
Venstres vrede Evmenider
Deres Knive hvæssende,
Hvorved Lovforslag bifer truet;
Nu har Morte ns-Dag kun skuet
Mandefald blandt Gæssene.
Tingets Slagterbod staar lukket;
Ingen Ben har Venstre hugget
Sig endnu til denne Stund;
Dybt af Længsel
B e r g
har sukket
Ret som, naar Butikken lukket
Bliver for en Slagterhund.
Det er trist at se slig Stakkel,
Naar den staar og gjør Spektakel
Udenfor en lukket Dør:
Ingen ænser Dyrets Kvide,
Der er ingen, det kan bide,
Og det nytter ej, det gøer.
Heldigvis har
B e r g
Forhaabning
Om, at Tinget snart faar Aabning,
Saa han tuder ej som hin»
I N o v e m b e r s
sidste tvende
Dage
vii i Pølsens Ende
Venstre sætte sin Rosin.
Ja, paa Tirsdag atter kommer
Folkedommens høje Dommer
Med sit fæle Tugtens Ris,
Saa
N o v e m b e r
dog vil denne
Gang i Folketinget ende
Li
’esom S c h a n d o r f f s
«Thomas Fris»
»■—— ■
Evropa i Høsten 1881,
Den tunesiske Affaire, des*
ved et yderst mærkeligt Sam
menstød af Omstændighederne,
blev gjort til Gjeustand for en
Leder i Dagst.eiegraien med
Overskriften »Nu er Gambetta
Ferry!» samtidig med, at det
radikale Organ for Alliancen
gamle Saebekjælderfolk og det unge Israel
ude og hjemme fejrede sin Baarige Fødselsdag med en
Overproduktion af literære Vandbakkelser, hvis uund-
gaaelige Konsekvenser forøvrigt kun bestod i en Ovsr-
svommelse og Vandflod paa Trinitatis Kirkeplads, hvori dog
ikke mere end et halvthnndrede Abonnenter druknede ogto
Sættere fik deres Forstandsevner ramponerede, var allerede
begyndt at svales lidt af, idet Beyen, der i en tid
ligere Note til Kommerceraad H e y m a n n havde tolket
sin finansielle Nød og sammenfattet Skildringen af sin
fortvivlede Stilling i de bekjendte Ord: «Hellere være
Heymann end Begmand!« pludselig, adlydende en
afrikansk Nødvendighed, gav efter og sluttede Traktat
med Frankrig under almindelig Jubel og Bejfaldera.
Denne kunde naturligvis ikke undlade at forplante sig
til de øvrige Stammer: Skjæret af de blussende Beg
tønder i Tunis fremkaldte Glædessalver i det sydlige
Algier« Ulykkeligvis skyde disse Kabylere altid mod
Skarpt, ligesom de i Mangel af Tjære og Beg
anvende franske Jernbaneembedsmænd til GlædesbaaJ.
«Dette er jo en Revolution!» udbrød Gambetta, da Tele
grafbudet overbragte ham Depechen.
«Præsident! det
er kuu en Revolte!» replicerede General Farre, idet
han med et Buk overrakte Exdiktatoren — som
Ber-
lingske
kalder horn — en Blyant til at kvittere paa
Telegrammet med. Dette Optrin vilde ikke være ble
vet bekjendt, hvis Telegrafbudet ikke tilfældigvis havde
været R i c h a r d K a u f m a n n , der ikke havde skyet
at trække i en forholdsvis fedtet Uniformsfrakke og
ditto Kasket, for af Gambettas egen Mund at erfare,
hvorledes Frankrigs Holdning vilde blive i det næste
Kvartal. Vi ville oprigtig raade vore egne Diplomater
og da navnlig Hr. C h r e s t e n B e r g at passe godt